Justitsminister indkalder til møde om undersøgelse af Støjberg

Støttepartierne ønsker en kommissionsundersøgelse af Inger Støjbergs håndtering af sagen om adskillelse af asylpar.

Forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var som minister indkaldt i adskillige samråd om sagen om den ulovlige adskillelse af asylpar. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har indkaldt regeringens støttepartier til et møde i morgen med ét punkt på dagsordenen: En undersøgelse af Inger Støjbergs (V) ageren i sagen om adskillelse af asylpar.

Fra ministeriets side bekræftes det, at mødet skal finde sted, men justitsministeren har ingen kommentarer til sagen.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, fortæller dog, at mødet skal munde ud i beslutning om, hvordan sagen skal undersøges.

- For os er det meget principielt. Sagen handler om, hvorvidt man har holdt sig inden for lovens rammer, og om man har fortalt sandheden til Folketinget. Det, synes vi, er en meget principiel sag, som skal undersøges i en kommission, siger hun.

En kommission med en deadline

Sagen tager udgangspunkt i en instruks, som Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister udsendte, der instruerede asylcentrene i at adskille alle par, hvori den ene part var under 18 år.

I marts 2017 rejste Folketingets Ombudsmand en alvorlig kritik af instruksen og slog fast, at den var ulovlig. Det skyldtes, at både dansk lov og internationale konventioner slår fast, at grundlaget for at adskille parrene skal vurderes individuelt og ikke må ske per automatik.

Har du svært ved at huske sagen om den ulovlige instruks, så lavede DR Nyheder nedenstående video forud for det første samråd 1. juni.

Inger Støjberg har ad flere omgange måttet forklare sig i samråd som minister, men ifølge regeringen og støttepartierne står det stadig ikke klart, hvad den forhenværende udlændinge- og integrationsminister har vidst.

Derfor er det nødvendigt med en kommissionsundersøgelse, mener Enhedslistens retsordfører Rosa Lund.

- En advokatundersøgelse, som umiddelbart ville gå lidt hurtigere og være den nemme løsning, giver ikke mulighed for afhøringer, men vi har brug for at komme til bunds i den her sag, og derfor har vi brug for at afhøre blandt andet embedsmænd.

- Så der er brug for en kommission med et meget præcist formuleret kommissorium og en deadline, så det ikke kommer til at trække i langdrag og blive dyrt, siger hun.

Radikale: Ikke andre muligheder

De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, ser heller ikke andre muligheder for en undersøgelse af sagen end netop en kommissionsundersøgelse.

Hun var tidligere i dag gæst i Slotsholmen på P1, hvori hun forklarede, at der var en fælles forståelse blandt partierne.

- Der har jo været en forståelse mellem os, Socialdemokratiet og de øvrige partier, som nu står bag den socialdemokratiske regering, fra lang tid før valget blev udskrevet. Da vi dengang fremlagde et beslutningsforslag, var der ikke flertal for, at den her sag skal undersøges til bunds, men det er der jo nu, lød det.

Hør hele indslaget i Slotsholmen på P1. Interviewet med Sofie Carsten Nielsen begynder omkring 43 minutter inde i programmet.

Støjberg: Det er ude af mine hænder

Inger Støjberg, der netop har annonceret sit kandidatur som Venstres kommende næstformand, skriver i en skriftlig kommentar til DR Nyheder, at hun vil stille sig til rådighed for en eventuel kommissionsundersøgelse.

- Det er jo ude af mine hænder, hvilke undersøgelser et rødt flertal eventuelt vil igangsætte. Jeg har allerede redegjort for forløbet om indgrebet mod barnebrude i talrige samråd og i hundredevis af svar til Folketinget, ligesom der har været en ombudsmandsundersøgelse.

- Hvis der kommer endnu en undersøgelse, så vil jeg naturligvis også svare på alle spørgsmål én gang til i den forbindelse, siger hun.