Kofod undskylder igen for gammel sex-sag

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har været under pres de seneste dage for sagen fra 2008.

Undskyldningen kommer efter flere dages pres for en sag, der stammer fra 2008. (© DR)

- Jeg forstår godt, at den sag fylder. Jeg kan også kun gentage det, jeg sagde i 2008: en uforbeholden undskyldning for det, der skete.

Sådan lyder det i dag fra udenrigsminister Jeppe Kofod. Undskyldningen kommer efter flere dages pres for en sag, der stammer fra 2008.

Her kom Jeppe Kofod, der på daværende tidspunkt var udenrigsordfører for Socialdemokratiet, i politisk unåde efter et seksuelt forhold til en 15-årig, mens han selv var 34 år.

Se interviewet med Jeppe Kofod her:

Jeppe Kofod deltog som foredragsholder i 2008 i en fest med Socialdemokratiets Ungdom DSU, som hun var medlem af.

Han trak sig fra ordførerposten, da forholdet til den 15-årige kom frem. Han genoptog dog sin karriere i partiet og blev sidste år udenrigsminister i den socialdemokratiske regering.

- Jeg ville ønske, jeg kunne lave om på det, der skete. Det kan jeg ikke, men jeg kan lære af det. Og jeg har lært af det, siger Jeppe Kofod.

Pres på på ministeren

Der har været pres på udenrigsministeren den seneste uge, efter at De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, til B.T. udtalte, at hendes parti ikke ville have givet Kofod en ministerpost.

Mandag kaldte Alternativets leder, Josephine Fock, det et udtryk for "dårlig dømmekraft af Mette Frederiksen at udpege ham som udenrigsminister".

En kritik som ligestillingsminister Mogens Jensen (S) senere kaldte "besynderlig". Han mener, at der blev slået hårdt ned på Kofod, og at man nu hellere skal se fremad.

Kritikken af Kofod kom, efter at tv-værten Sofie Linde delte sine oplevelser af sexchikane i mediebranchen, da hun var vært ved årets Zulu Comedy Galla.

Jeppe Kofod siger i dag, at han godt forstår, at der igen er kommet fokus på sagen fra 2008.

- Undskyldningen, som jeg gav dengang, er vigtig at få understreget i dag. Jeg forstår godt den vigtige debat, der er i dag omkring sådan et spørgsmål her, siger Jeppe Kofod.

Rettelse 17. september 2020: Det fremgik i en tidligere version af denne artikel, at der var tale om en 15-årig kvinde. Dette er ændret til 15-årig pige.