- Jeg kan virkelig godt lide vestjyder. Det kan jeg altså godt!
Sådan lyder det fra tidligere politiker Søren Pind, der sammen med journalist Mette Frisk er vært for tv-programmet ’Frisk og Pind: De forhadte vindmøller’.
Forud for komplimentet til sine vestjyske medborgere har Søren Pind sammen med Mette Frisk et dialogmøde med fortalere og modstandere af et planlagt byggeri af otte helt nye vindmøller i Lem Kær i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Over kolde drikke og højtbelagt smørrebrød går bølgerne højt mellem de stridende parter.
- Det var intenst, lyder det efterfølgende fra Mette Frisk.
Lem Kær befinder sig mellem de tre byer Højmark, Lem og Velling, og det er et testcenter for vindmølleproducenten Vestas.
I Lem Kær står der lige nu 11 vindmøller med en højde på 150 meter, og dem vil Vestas gerne udskifte med otte helt nye af slagsen.
Konstruktioner, der efter planen skal være op til 270 meter høje.
Stadig uenighed
Nogle måneder efter optagelserne af ’Frisk og Pind: De forhadte vindmøller', fortæller to af de medvirkende, at dialogmødet ikke har ændret deres synspunkter.
- Jeg synes sgu ikke rigtig, at der er noget af det, de kommer med, der gør, at det er i orden at sætte et projekt ned mellem tre små landsbysamfund, lyder det fra politiassistent Alex Bonde Holm.
I det modsatte hjørne er Jørgen Skovgaard, der via sin position som direktør i Skovgaard Invest er involveret i vindmølleplanerne.
Han håber snart, at projektet får luft under vingerne.
- Nu er vi i disse dage ved at prøve at få skubbet projektet videre, og det er meget komplekst. Vi vil prøve at lave det, så alle synes, det er godt gået, siger Jørgen Skovgaard.
Se videoen med Alex Bonde Holm og Jørgen Skovgaard i toppen af artiklen.