1
En kommune der giver dig tiden tilbage: I Middelfart skal velfærd give overskud – ikke bureaukrati. Jeg kæmper for at vi bruger ny teknologi som kunstig intelligens til at løfte papirarbejdet væk fra sosu’en, læreren og sagsbehandleren, så der bliver mere tid til nærvær og kvalitet. Målet er enkelt: én time mere om dagen til det, der betyder noget – for både borgere og ansatte.
2
Frihed og ansvar tættere på hverdagen: Jeg tror på, at dem, der er tættest på opgaven, træffer de bedste beslutninger. Derfor skal lokale skoler, daginstitutioner og plejehjem have mere frihed til selv at bestemme – og kommunen blande sig mindre. Frisættelse handler ikke om at give slip, men om at give plads: til tillid, faglighed og de løsninger, der virker i virkeligheden.
3
Middelfart skal være et sted, man vil blive - et hjem: Vi skal gøre Middelfart til et sted, hvor det er nemt og meningsfuldt at bo, arbejde og bidrage. Byggesager skal ikke tage måneder, men dage. Skoler og fritidstilbud skal hænge bedre sammen med familielivet. Og det skal være lettere at være frivillig. Når vi gør kommunen smidig og menneskelig, skaber vi et sted, folk vælger til – ikke fra.