Selvom man skal være 18 år for at stemme til kommunalvalget, så afholder det ikke de mindste borgere i at have en holdning.
På Henriette Hørlücks Skolen i Odense Kommune har de nemlig også lagt mærke til valgplakaterne, der hænger i lygtepælene.
Hvad er en kommune?
- Det er sådan et sted, som der bestemmer lidt, og de kan også bruges til, hvis nu der er nogen, der ikke har særlig mange penge, så kan man gå ind og spørge kommunen, om man må låne nogle penge af dem, siger Ole Stokholm.
Men der er også andre bud på, hvad en kommune laver:
- De laver cykelstier, fortove og veje, forklarer Mathilde Høy Thomsen.
- De hjælper lille børn som ikke har groet og ikke er helt sikker på at være væk fra sin mor og far, siger Ryan Damsbo Strudwick.
Hvad er et byråd?
- Der hvor der er sådan masser politikere, som der tænker på de samme ting, siger Sofus Young Christensen.
- Det er sådan nogle som Peter Rahbæk Juel, der laver alle mulige ting. Han kan sige, synes I det her er en god idé, og så kan politikerne sige ja eller nej, mener Ole Stokholm.
Hvem er hvem?
Christoffer Lilleholt, Venstre:
- Min søster siger, at han ligner Lasse fra Stormester (et program på TV2), siger Frederik Tindahl Christiansen.
- Han hedder Christoffer Lilleholt, og jeg synes, det er mærkeligt, at der står ja til Odense. For hvis han vil være borgmester i Odense, så siger han da selvfølgelig ja til Odense, så han kunne godt have skrevet noget andet. Det, synes jeg, er fjollet, mener Ole Stokholm.
- Jeg ved, at han gerne vil have mere velfærd, og at han ikke vil have mere letbane, for der er nogle, der gerne vil have lidt mere letbane, siger Mathilde Høy Thomsen.
Anne Skau Styrishave, Radikale Venstre
- Jeg så hende engang i virkeligheden på Byens Bro, siger Casper Thers Jeppesen.
- Jeg tror, hun vil have mere natur, fordi hun ligner en, der godt kan lide natur, forklarer Frederik Tindahl Christiansen.
Enhedslisten, Odense
- De vil gerne have mere natur, siger Frederik Thindal Christiansen.
- De har ikke noget billede på, fordi de ikke har råd til et kamera, siger Ole Stolkholm.
- De har ikke noget billede på, fordi man skal også tænke på naturen, man skal ikke kun tænke på mennesker, siger Berk Bjarke Algan.
Vladimir Stanic, Konservative
- Han vil gøre et eller andet med velfærd via vækst, det står der i hvert fald, siger Ole Stokholm.
- Han giver penge til de rige, tror Frederik Tindahl Christiansen.
- Han ligner en, der har en bondegård, siger Berk Bjarke Algan.
- I Hunderupkvarteret (område i Odense Kommune red.) er der rigtig mange plakater af de konservative, fordi, jeg tror, folk godt kan lide ham i det område. Fordi de godt kan lide velfærd via vækst, siger Ole Stokholm igen.
Hvem ville I stemme på?
- Jeg ville stemme på min onkel, siger Gabriel Mohammed Nazir.
Mens Josephine Bille-Hasselstrøm vil stemme på Anne Skau Styrishave, fordi hun er flot.
Capser Thers Jeppesen vil stemme på Konservative:
- Ham med C'et, fordi han vil have mere natur, og det synes jeg er godt, siger han.
- Jeg stemmer for Peter, lyder det fra Ole Stokholm.
Og hos Sofus Young Christensen går stemmen til veganerpartiet:
- Jeg ville sige Simon Jensen fra Veganer Partiet, det er nogen, som der ikke dræber noget som for eksempel blomster og dyr og sådan noget.
Hvis I var politikere, hvad ville I så bestemme?
Der er heller ingen tøven, når 2. A på Henriette Hørlücks skolen skal forklare, hvad de gerne vil ændre på, hvis de havde magten.
- Flere skraldespande på gaderne, så der ikke er skrald over det hele. Det ser jeg ret tit, siger Sofus Young Christensen.
- At alle de kvindelige sygeplejersker får mere i løn, siger Frederik Tindahl Christiansen.
Mens det er trafikken, der fylder for Josephine Bille-Hasselstrø:
- Jeg vil gøre sådan, at der ikke var så meget trafik, når jeg kører til skole på Frederiksgade.
Hos Louis Zhou handler det om hjemløse:
- At alle folk skulle være sødere imod andre personer, som der er hjemmeløse, siger han.
Og så har letbanedebatten i Odense Kommune også nået til Lucia Hartvig Krøis:
- De skulle ikke have lavet en sporvogn. De arbejder alt for meget, og der er så meget rod, siger hun.







