Den 16. november er en festdag for demokratiet.
Men for Marcus Krog Winkler er det en ekstra særlig festdag.
Han fylder 18 og skal sætte sit kryds til et valg for første gang.
Men det er ikke kun det at sætte sit kryds og for første gang og være en del af demokratiet, som gør dagen særlig.
Det er også i dag, han for første gang må sætte sig bag rattet uden selskab af en voksen på mindst 30 år - sætte kurs mod valgstedet og efterfølgende svinge bilen forbi et supermarked, hvor han nu må købe både spiritus og smøger.
- Det er det, man kan, når man bliver 18. Jeg får alt på én dag. Det er helt perfekt, siger han.
Da det gik op ham, at han fylder 18 på valgdagen, og at han dermed lige præcis har ret til at stemme, var det dog alligevel med en vis nervøsitet.
- Jeg var i tvivl, om systemet ville nå at registrere mig. Men da jeg forleden fik valgkortet, var det ligesom den rigtige bekræftelse, så dér blev jeg glad, siger han.
Svært at sætte kryds
Marcus Krog Winkler går til daglig på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg i Assens Kommune. Men selv om han interesserer sig for politik, har det været svært for ham at beslutte, hvor krydset skal sættes.
Derfor har han blandt andet været til en paneldebat i ungdomshuset i Assens, hvor flere lokalpolitikere var mødt frem for at debattere emner, som de unge via en afstemning selv havde valgt. Paneldebattens overskrifter var klima, mental sundhed, transport og ung i Assens.
Men én ting gik også igen. Det var svært at skelne politikerne fra hinanden, og de var alle sammen gode til at iscenesætte sig selv. Men også med en vis tilbøjelighed til floskler.
- Der er mange, som har mange fine overskrifter og siger; jeg vil gerne gøre dit, og jeg vil gerne gøre dat, og så er der mange, som siger, at jeg har tænkt mig at gøre noget, jeg snakker ikke bare. Men det siger de alle sammen, så jeg synes, det er rigtig svært at bestemme mig, siger Marcus Krog Winkler.
Men interessen for politik har han.
- Der er masser af materiale derude, og det skal man ud og undersøge selv, siger han.
Valgforsker: Svært for unge at beslutte sig
På mange måder ligner Marcus Krog Winkler en typisk førstegangsvælger. Det fortæller Ulrik Kjær, der er valgforsker og professor på Syddansk Universitet.
For det ér svært at beslutte sig for, hvor man skal sætte sit kryds – særligt når man er ung.
- De unge har den ekstra udfordring, at de ikke har været med ved en masse tidligere valg, og derfor har de ikke et dybt kendskab til, hvad de forskellige partier mener i netop deres kommune. De har måske heller ikke et partivalg, der har sat sig fast, så de altid stemmer på det samme parti, siger Ulrik Kjær.
De unge er ikke lige så flittige til at gå i stemmeboksen, som resten af befolkningen. Ifølge Ulrik Kjær er der en valgdeltagelse på cirka 60 procent blandt de unge i 20’erne, mens folk i 60’erne og 70’erne har en stemmeprocent på cirka 75 procent.
Men det går den rigtige vej for de unge, lyder det fra Ulrik Kjær.
- De unge har traditionelt haltet lidt efter de ældre, men ved de seneste valg, har det rettet sig lidt, og de unge stemmer lidt mere end de har gjort tidligere, siger Ulrik Kjær og peger på at målrettede kampagner for at få unge til at stemme, formentlig har hjulpet.
Men selv om de store valgtemaer til kommunalvalg ofte er ældrepleje, folkeskoler og daginstitutioner der ikke ligefrem appellerer til de unge vælgere, så burde de unge ifølge Ulrik Kjær i højere grad interessere sig for kommunalpolitik.
For mange af de beslutninger, som kommunalpolitikerne beslutter, vedrører også unges hverdag.
- Kommunerne tager sig også af dele af den offentlige transport, byudvikling, store dele af kulturlivet og er meget inde over de ting, som vi allesammen bruger, så de kommunale forhold burde være mere diskuteret blandt de unge, end det lige umiddelbart er, siger Ulrik Kjær.
For Marcus Krog Winkler var der heller ingen tvivl. For selv om det har været svært, så skal krydset sættes. Nu kan han nemlig for første gange være med til at bestemme, hvem der skal sætte retningen for fremtiden i Assens Kommune. Et ansvar han tager seriøst.
- Indtil nu har jeg egentlig bare været et barn, så det er rart at føle sig som en del af samfundet, og at jeg kan være med til at vælge en politiker. Det er dejligt, siger Marcus Krog Winkler.
