Kommuner har svært ved at overholde anbefalinger for luftforurening: Men det her kan de gøre

Bedre cykelmuligheder og zoner uden gamle dieselbiler kan gøre en forskel.

(Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Du kan ikke se dem med det blotte øje, men din krop kan mærke dem: Små partikler fra blandt andet bilos og brændeovne sætter sig i din krop.

Partiklerne kan i værste fald føre til sygdomme som KOL, astma og kræft. De fører til flere tusinde dødsfald om året.

Det Europæiske Miljøagentur estimerer, at forurenet luft i 2019 var skyld i sammenlagt 307.000 for tidlige dødsfald i EU og andre europæiske lande.

Det skriver de i en ny rapport, der blev udgivet mandag.

Samtidig vurderer de, at mere end hvert andet dødsfald kunne være undgået.

- Der er umiddelbart ikke noget organ i kroppen, som ikke er påvirket af luftforurening. Det gælder også for fostre, som er særligt følsomme over for forurening, siger Steffen Loft, der er professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Tidligere i år kom WHO med nye anbefalinger for, hvor lidt forurening med små partikler, der bør være i luften.

Men stort set ingen kommuner i Danmark overholder de nye grænseværdier.

- Ingen steder i Danmark kan leve op til WHO’s nye retningslinjer for fine partikler, siger Steffen Loft og fortsætter:

- Der er enkelte områder, der med sikkerhed overholder grænsen i forhold til kvælstofdioxid i luften. Men det er langt ude på landet for eksempel i det nordvestlige Jylland eller på det østlige Bornholm.

Der er heldigvis også gode nyheder. Din kommune har nemlig indflydelse på partikelforureningen.

Steffen Loft giver derfor her fire bud på, hvordan forureningen kan nedbringes, hvor du bor.

1

Miljøzoner

Miljøzone-skilt ved nedkørsel til Holbækmotorvejen fra Avedøre Havnevej. Hvidovre d. 15. juli 2021 (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Steffen Loft peger på, at de større kommuner kan benytte sig af den udvidede lovgivning om miljøzoner.

I dag kan kommuner som København, Frederiksberg, Aalborg, Odense og Aarhus afvise lastbiler og dieselbiler på gule plader, hvis de ikke har monteret et partikelfilter på deres udstødning.

Ordningen er nu blevet udvidet, så kommunalbestyrelserne får mulighed for også at give de ældste dieselpersonbiler det røde kort og nægte dem adgang til at køre ind i byerne.

Desuden giver aftalen kommunerne mulighed for at indføre ’nul-emissionszoner’, hvor der som udgangspunkt ikke må køre biler med en forbrændingsmotor.

- Her kan lokalpolitikerne hente meget, hvis de tør, siger Steffen Loft.

Ifølge ham har kommunerne ikke kun indflydelse på, hvad der kommer ind af forurenende transport på land, men også på vandet.

- Kommunerne kan for eksempel også se på havneforureningen. De kan se på adgangen til krydstogtskibe, eller på hvilket brændstof deres lokale færger bruger, siger han.

2

Bilpark

(ARKIV) Elbiler til opladning i København, mandag den 7. september 2020. En ny brancheaftale vil sikre 23.000 ladestandere til elbiler i Danmark, og bilister vil nemt kunne tanke strøm, uanset hvilken operatør de er kunder hos. Det skriver Ritzau, torsdag den 4. februar 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Kommunen kan også kigge på, hvordan deres egne transportformer forurener. Det bliver kaldt kommunens bilpark.

- Kommunerne og regionerne har selv en flåde af køretøjer i forbindelse med områder som hjemmeplejen, renovation og offentlig transport, siger Steffen Loft.

Her kan din kommune eller din region bruge elbiler eller brintbusser som køretøj.

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, hvem der bruger el- og pluginbiler i Danmark. Regionerne ejer 28,3 procent af nyregistrerede el- og pluginbilerne i hele regionen. Kommunerne ejer 23,3 procent af alle nyregistrerede el- og pluginbiler.

Men det er forskelligt, hvor mange el- og pluginbiler der er i hver kommunerne.

Tal fra juni 2021 fra De Danske Bilimportører viser, at i kommuner som Faxe, Vejen og Egedal indeholder kommunens bilpark af køretøjer nul procent biler, der kører på el, gas eller brint.

I den anden ende af skalaen kan man finde Samsø og Læsø kommuner, hvor mere end hver anden kommunale bil kører på el.

- Derudover kan kommunerne få flere ladestandere, så det bliver mere attraktivt for borgerne at have elbil, siger Steffen Loft.

3

Cykelstier

Cyklist på cykelsti, Østbanegade, Københavnd. 15. juli 2021 (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Men selvom man har miljørigtige bilparker og miljøzoner, kan det ikke hamle op med cykelstier, når det kommer til sundhedsfordele for borgeren.

- Aktiv transport er egentlig det allerbedste, siger Steffen Loft.

Her får du som borger nemlig allerflest gevinster, hvis kommunen fremmer mulighederne for at gå og cykle i kommunen.

- Du får gevinster som motion, og du får heller ikke noget forurening, som er sundhedsskadelig. Derudover påvirker du heller ikke klimaet negativt, og man mindsker støj, når flere går eller cykler. Det er win-win, siger Steffen Loft.