Op til kommunalvalget i Farum Kommune i 2001, som det hed dengang, var der begyndt at dukke en hel del kritiske spørgsmål op adresseret til kommunens Venstre-borgmester Peter Brixtofte. De kom både udefra og fra politiske modstandere i kommunalbestyrelsen i Farum, hvor Venstre alene sad på et flertal af pladserne.

Men ved valget gik Venstre i Farum frem. Mange vælgere ville ikke høre på de kritiske røster, eller troede dem ikke.

Partiet fik uventet mange stemmer og fastholdt flertallet i byrådssalen. Med den kontroversielle borgmester i spidsen.

Kort tid efter eksploderede det, der senere blev kaldt Brixtofte-sagen og sendte Peter Brixtofte i fængsel. Samlet blev han idømt fire års fængsel.

Peter Brixtofte døde i 2016. Men hans navn er for altid knyttet til Farum. Sporene efter hans politiske virke i Farum er stadig mange og markante - også rent fysisk i den nordsjællandske by.

Derfor er Peter Brixtofte det mest nærliggende eksempel i nyere tid på en borgmester, der i ualmindelig høj grad præger sin kommune og sætter den på landkortet. I ualmindelig høj grad bliver deres kommune så at sige. Og i nogle tilfælde bliver mere kendte i resten af landet end selve kommunen. Som det skete med Brixtofte.

Man kan kalde dem bykonger eller bykonger i superligaklassen.

Der er ikke nogen fast definition på begrebet bykonge. Det tager tid at få titlen, så man skal sidde i adskillige valgperioder. Have stor magt – måske absolut flertal i kommunalbestyrelsen. Dét har ikke mindre end 20 af 98 borgmestre efter valget i 2017.

Er man først kommet så langt, så har man mulighed for at bruge magten til noget markant. Noget, der lægges mærke til uden for kommunegrænsen, og dét har en lang række borgmestre gjort. Langt de fleste uden til sidst at ende som Peter Brixtofte i Farum - med at gå for langt.

Se klip med Peter Brixtofte her:

Et godt eksempel på en bykonge er Kjeld Rasmussen (S), der i 39 år var borgmester i Brøndby. Rasmussen greb udviklingen i kommunen på Københavns Vestegn og så mulighederne i at bruge sport til at få Brøndby Kommune til at skille sig ud – særligt selvfølgelig fodbolden.

Da Kjeld Rasmussen gik af som borgmester i 2005, havde fodboldklubben for længst overtaget rollen som Brøndbys vigtigste ambassadør. Men der var enighed om, at den skyldte Kjeld Rasmussen en stor del af æren, og da han få år senere døde, blev han hyldet med klapsalver på Brøndby Stadion.

Se klip af Kjeld Rasmussen her:

Kjeld Rasmussen er meget langt fra den eneste borgmester, der har set en pointe i at sætte en by og kommune på landkortet ved hjælp af idræt. Peter Brixtofte ville have Champions League fodbold i Farum. Og Bjerringbro Kommunes (nu Viborg) borgmester gennem 20 år, Viggo Raaby (V), var yderst opmærksom på, at håndbolden kunne gøre Bjerringbro kendt langt væk.

Han var med til at gøre Bjerringbro til en vigtig håndboldby – og da Viggo Raaby stoppede som borgmester i 2002, fik han som gave en dommerfløjte. Han sad alligevel altid og kommenterede dommerne, når der var håndbold i byen.

Se et klip af Viggo Raaby fra TV-Avisen i 1984:

Bornholms tidligere borgmester Winni Grosbøll er et eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at sidde i flere årtier for at sætte sig spor i kommunen og på landkortet. Men man skal være vaks ved havelågen og slå til, når den rigtige lejlighed byder sig.

Dén blev leveret af Venstre-politikeren Bertel Haarder, da han kom på ideen til Folkemødet – der jo fik hjemsted i Allinge på Nord-Bornholm. Med Winni Grosbøll som ansigt i de første år, hvor Folkemødet skulle etableres i den fælles bevidsthed.

Winni Grosbøll forlod senere posten som formand for Folkemødet, og i 2020 stoppede hun som borgmester i Bornholms Regionskommune efter ti år. Folkemødet fortsætter og er i 2022 tilbage i fuld udgave efter coronabegrænsninger i 2021.

Se et klip med Winni Grosbøll her:

I Gentofte har to ting i årtier været helt sikre, når det handlede om kommunen og det politiske liv.

Den ene: borgmesteren er konservativ. Den anden, i lidt kortere tid, trods alt: den konservative borgmester hedder Hans Toft.

Toft nåede at være borgmester i Gentofte i 28 år. Han kom som få andre borgmestre til at være ansigtet på byen over for omverdenen – og på bystyret over for borgerne. Han forsømte aldrig en lejlighed til at kritisere Folketinget, når det handlede om kommunernes økonomi. Og han var i en sjælden grad synlig over for Gentofte Kommunes borgere i forbindelse med aktiviteter i kommunens regi.

Se klip med Hans Toft her:

I mere end 40 år var Esbjerg en rød by med en socialdemokratisk borgmester i spidsen – men så blev Venstres Johnny Søtrup borgmester i 1994.

Han fik Danmarks femtestørste by til at skifte farve. I hvert tilfælde sad Søtrup på borgmesterposten helt frem til sidste kommunalvalg i 2017. Og Søtrup var i mange år ansigtet på udviklingen i Esbjerg fra et klassisk billede af en hård havneby, til en mere moderne billede med offshoreindustri og kulturtilbud.

Det lykkedes lige akkurat Venstre at fastholde borgmesterposten i 2017, nu hos Jesper Frost Rasmussen. Men det er en borgmesterpost, som Socialdemokratiet nu prøver at generobre – hvad der ikke var muligt, mens Johnny Søtrup havde borgmesterkæden om halsen.

Se klip med Johnny Søtrup her:

Peter Brixtofte er ikke den eneste sportsglade borgmester, der blev en landskendt profil – men også kom i klemme og fik sin gerning bedømt af både vælgerne og domstolene. Den samme skæbne overgik socialdemokraten Marius Andersen, der var borgmester i Aalborg i mere end ti år – og var den første borgmester i en nyfusioneret storkommune fra 1970.

Andersen var som Peter Brixtofte meget populær, da han stod på toppen af sin politiske karriere. Han var her, der og alle vegne i Aalborg som borgmester – ikke mindst når det gjaldt idrætten. Men det var også i hans tid, at byen fik et universitet.

Til sidst endte det dog galt. Marius Andersen sørgede ikke for at adskille privatliv fra borgmestergerning og blev dømt for bestikkelse, fordi han havde fået lavet et mosgrønt badeværelse i privaten af en kommunal leverandør. Det kostede en straf på seks måneders fængsel.

Se et klip med Marius Andersen her:

Til sidst et kig i krystalkuglen, for hvem kan blive de næste markante borgmestre i bykongernes superliga? Måske chefen i Frederikshavn og bossen i Viborg.

Da stemmerne var talt op efter kommunalvalget i 2017, stod en lang række borgmestre tilbage med stor politisk styrke – og stor personlig opbakning. Det gælder eksempelvis flere socialdemokrater i hovedstadsområdet og flere Venstre-borgmestre i Jylland.

Og så har en socialdemokrat vakt opsigt – dels med en overvældende personlig tilslutning, dels ved at blive ansigtet udadtil på sin kommune – Frederikshavn.

Sygeplejerske Birgit S. Hansen blev båret ind på sit borgmesterkontor af vælgerne. 42 procent af alle stemmer i Frederikshavn Kommune var personlige stemmer på hende. I rene tal 14.843 personlige stemmer. Venstres spidskandidat fik under 500 stemmer.

I Viborg fik den tidligere landstræner i håndbold for både mænd og kvinder, UIrik Wilbek, mere end dobbelt så mange stemmer som Socialdemokratiets spidskandidat ved et valg, hvor Venstre ellers gik tilbage. Og flere end byens konservative borgmester, Torsten Nielsen.

Dét gav en borgmesterpost, som den medievante og landskendte Ulrik Wilbek har brugt som springbræt til at deltage i debatten om kommunale emner – og i den interne debat i partiet Venstre. Og der er formentlig flere, der kender Viborgs borgmester end så mange andre borgmestre i de 98 kommuner.

Borgmesterposten i Viborg har tilhørt både socialdemokrater, konservative og Venstrefolk. Men hvis Ulrik Wilbek kan fastholde den ved valget 16. november – og nye borgmestre gør det typisk godt ved deres første valg – kan han måske ende som en langtidsholdbar og markant kommunal skikkelse, der forbindes med både en træner- og en borgmesterkarriere langt uden for sin kommunes grænser. Hvis Wilbek mister posten igen 16. november, bliver han en parentes.