Klima.
Et ord, der har været på manges læber i tiden op til et valg, hvor klimaområdet er blevet til en lokalpolitisk kampplads og har haft stor betydning for, hvor krydset er blevet sat.
Det har handlet om alt fra kunstige øer til vindmølleparker og færre biler på vejene.
Og selvom krydset er sat, er klimaet ikke lagt på hylden. For flere kommuner har allerede nu oprettet nye udvalg, der får til opgave at fokusere på netop det – klimaet.
Det er blandt andet sket i Kerteminde, hvor det nye udvalg skal have fokus på natur og bæredygtighed. I Odense udpeges en klimarådmand, der med sin egen forvaltning skal sætte retningen for klimapolitikken. Og i Helsingør trækker man klima ud af By-, Plan- og Trafikudvalget og giver det sit eget udvalg med navnet Klima og Bæredygtighed.
Brug for fokus på klimaet
Selvom blækket på stemmesedlerne knap er blevet tørt, tøver kommunerne altså ikke med at give klimaet en plads ved bordet.
I Helsingør Kommune, hvor klima indtil nu har været en del af By-, Plan- og Trafikudvalget, har beslutningen ligget lige til højrebenet.
- Klima og miljø fylder nu så meget i det udvalg, der før havde med det at gøre, at der er behov for, at det får sit eget udvalg, siger Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune.
Lidt længere mod vest i Odense giver det for Tim Vermund (S), den nye klimarådmand i Odense Kommune, også god mening. For med en klimahandlingsplan, der skitserer en klimaneutral kommune i 2030, skal der sættes ind på området.
- Man kan også undre sig over, at vi ikke har gjort noget før nu, for det er et område, der er vigtigt, siger han.
Med de nye udvalg vender man blikket mod klimaet. Og dét er godt, mener Søren Lund Hansen, der tidligere har været kommunaldirektør i forskellige kommuner i over 20 år.
- Kiggede du på et traditionelt teknikudvalg, har de skullet tænke i alt fra at forberede kommuneplan, trafikplaner og så videre. Her opnår man det, at man indsnævrer arbejdsområdet og siger, at det er dét her, I skal fokusere på, siger han.
Vælger-flirt eller kompromis?
Men hvorfor oprettes de nye udvalg så kort tid efter valget?
Det kan der være flere årsager til, lyder det fra Roger Buch, der er kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Måske vil man satse på det som mærkesag. Og det er nok logisk, fordi klima ligger rigtig højt på vælgernes dagsorden, siger han.
- Men det kan også ske i forbindelse med forhandlingerne. Hvis nu man mangler ét udvalg for at kunne blive enige efter valget.
Ikke alle har valgt at oprette et nyt udvalg, men har i stedet omdøbt et nuværende udvalg. Det er blandt andet sket på Langeland, hvor Trafik-, Teknik- og Miljøudvalg bliver til et Klima-, Trafik- og Teknikudvalg. Navnet er nyt, men ikke nødvendigvis meget andet. Og det kan ifølge Roger Buch være et udtryk for et ønske om at understrege, at man vil fokusere på klima – selvom man ikke reelt ændrer på meget.
Når de sidste forhandlinger er på plads, bliver næste opgave at sætte rammerne for de nye udvalg, så kommunerne – efter dette klimavalg – kan rette blikket mod at gøre, som mange har lovet vælgerne. Sætte ind på klimaområdet.