Statsminister Mette Frederiksen taler ofte om sit nordjyske ophav og ynder at fortælle om opvæksten i Grønlandskvarteret i Aalborg.
Men Socialdemokratiet formåede ikke at udnytte Mette Frederiksens hjemmebanefordel ved kommunal- og regionsrådsvalget i går.
For første gang nogensinde skal Region Nordjylland ikke ledes af en socialdemokrat. Ulla Astmann har siddet på posten siden 2007, men tabte så mange stemmer, at hun ikke formåede at genvinde posten som regionsrådsformand. Den går i stedet til Mads Duedahl fra Venstre.
I Aalborg Kommune genvandt Thomas Kastrup Larsen godt nok borgmesterposten, men Socialdemokratiet gik meget tilbage. Ved valget i 2017 erobrede partiet 17 af byrådets 31 pladser. Nu har Socialdemokratiet kun 12 pladser.
I Hjørring Kommmune var det farvel til Arne Boelt efter 12 år som borgmester. I kommunen, som var den første, der blev ramt af coronasmitte blandt mink, gik Socialdemokratiet tilbage fra 44,3 til 31,7 procent af stemmerne.
- Det ser ud til, der er en landstendens i noget af det her. Jeg er ked af det på mit partis vegne, for jeg havde ikke ønsket at skulle levere et resultat som det her, siger Arne Boelt.
Ekspert peger på mink
Folketingsvalget i 2019 gav ellers en pæn fremgang til Socialdemokratiet i Nordjylland, da Mette Frederiksen stillede op på sin barndomsegn.
Lektor Martin Vinæs fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet peger på 17 millioner døde mink, når han skal give sit bud på, hvorfor den fremgang, som Mette Frederiksen tidligere gav, nu er vendt til tilbagegang.
- Der var mange minkfarme i Nordjylland, og der var en særlig nedlukning i Nordjylland sidste år. Jeg tror helt sikkert, det har slidt på Socialdemokratiet i Nordjylland.
- Så kan du spørge, hvor stor relevans minksagen har for kommunalvalget og sige, at den ikke har så stor relevans. Men når man taler med de lokale kandidater fra Socialdemokratiet, kan man godt høre, at det er noget, som folk i de her områder husker, og det har været i medierne de seneste uger, siger Martin Vinæs.
Eksempelvis var der 65 minkfarme i Hjørring Kommune. Og frustrationen over regeringens beslutning om at aflive alle mink og den efterfølgende tumult i sagen har spredt sig som ringe i vande.
- De lukkede minkfarmene. Der var nogle, som var ansat på farmene, og der var nogle, som kendte nogle, der var. Det er nok den politiske pris, der bliver betalt i Nordjylland. For generelt er Socialdemokratiet ikke gået tilbage i områder uden for storbyerne, siger Martin Vinæs.
Markant tilbagegang i storbyer
Det var ikke kun i Nordjylland og Aalborg, at regeringspartiet rendte ind i store problemer ved valget. Det var stor tilbagegang i alle storbyer.
I Odense fra 41,8 til 31,4 procent af stemmerne.
I Aarhus fra 37,8 til 28,8 procent af stemmerne.
Og i København fra 27,6 til 17,3 procent af stemmerne.
- Det er overraskende, hvor markant det er. De får virkelig en begmænd og går tilbage med 10 procentpoint i alle storbyerne, siger Martin Vinæs.
Trods tilbagegangen holder partiet dog fast i borgmesterposterne i de store byer.
Sophie Hæstorp Andersen bliver ny overborgmester i København. Hun siger, at partiet nu skal analysere, hvorfor der er tilbagegang i de store byer.
- Det er noget af det, vi vil kigge på. Ikke kun i København, men i fællesskab med de andre store byer, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Sune Steffen Hansen er partner i rådgivningsvirksomheden Rud Pedersen og vært på den politiske podcast Pollster. Han bruger en stor del af sin arbejdstid på at analysere, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør.
- Fortællingen fra Socialdemokratiet i dag harmonerer ikke med mange vælgere i storbyerne. Den her gruppe vælgere synes, at Socialdemokratiet har en hård retorik. Flere synes, at Socialdemokratiet er vredt, surt og aggressivt. Det er ikke tiltalende for storbybeboerne, der er præget af et globalt udsyn og høj tolerance.
- Det er helt klart, at den hårde udlændingelinje har haft en indflydelse. Det har ramt arbejdervælgere, som de ikke har nået i 20 år, klokkeklart. Men prisen er, at det frastøder andre grupper. Det ligger skævt i maven på mange folk i storbyer, siger han.
Udflytning koster
Men det er ikke kun den hårde retorik i udlændingepolitikken, der har stødt vælgerne i de store byer væk fra regeringspartier. En række politiske beslutninger har også favoriseret andre dele af landet end de store byer.
Det er for eksempel beslutningen om udflytte uddannelser. Copenghagen Business School meldte i denne uge ud, at den lukker seks uddanelser som en konsekvens af beslutningen.
- Det har givetvis også haft betydning, at regeringen vil flytte ting væk fra København og storbyer. Socialdemokratiet har svært ved at kommunikere med folk i storbyerne. De har haft et fokus på et lige Danmark og provinsen, siger Sune Steffen Hansen.
Martin Vinæs er enig i den betragtning.
- Socialdemokratiet har haft mange initiativer, der handler om regionalisering på uddannelser, udflytning af arbejdspladser og har generelt ikke talt pænt om folk i store byer.
Frederiksen tager ansvar for tilbagegang i storbyer
I en facebook-opdatering onsdag erkender Mette Frederiksen problemet med opbakningen i storbyer.
- Det ændrer ikke på, at jeg selvfølgelig er meget opmærksom på de steder, vi går tilbage - særligt i byerne - og det tager jeg min del af ansvaret for. På det punkt skal og vil vi gøre det bedre næste gang!, skriver hun.
I samme opslag skriver statsministeren også, at de seneste ugers uro om sletning af sms-beskeder kan have spillet ind på valgresultatet.
- Jeg konstaterede i går, at der som bekendt også har været omtale af sms'er undervejs. Kan jeg udelukke, at diskussionen om sms'er og mink har smittet af nogle steder? Nej, desværre ikke, skriver Mette Frederiksen.