Det bliver på mange måder en anderledes oplevelse, når danskerne i morgen skal stemme til kommunal- og regionsrådsvalget.
Den seneste tids opblusning af coronasmitte har tvunget myndighederne til at træffe en række foranstaltninger, så vi får et så coronasikkert valg som muligt.
Det kan være valgtilforordnede med visir, mundbind og handsker. Og ikke mindst håndsprit og rengøring i rigelige mængder.
Herunder har vi samlet nogle af de spørgsmål, du måske sidder med her tæt på valget.
Er du stadig i tvivl, anbefaler KL, at du tjekker din kommunes hjemmeside eller kontakter kommunen for at høre, hvordan du præcis skal forholde dig.
Kan jeg stemme, hvis jeg er smittet eller har symptomer?
Ja. Hvis du vil, kan du sagtens komme ned og sætte dine krydser.
Ifølge grundloven har alle ret til at stemme, så du bliver ikke afvist, hvis du er syg eller smittet med eksempelvis coronavirus. Det er bare vigtigt, at du ikke går indenfor på valgstedet.
I stedet skal du ringe til et telefonnummer, som vil fremgå af skilte udenfor, oplyser Kommunernes Landsforening. Så vil personale iført værnemidler hjælpe dig med at få afgivet din stemme. Det kan enten ske fra din bil, hvis du kommer i sådan én, eller i en stemmeboks, der bliver båret ud i det fri.
Sådan foregår det eksempelvis i Silkeborg Kommune.
- Vi synes, vi har lavet rigtig mange tiltag, som sikrer, at det er mindst lige så sikkert - om ikke mere sikkert - at gå til valg i forhold til at gå ud at handle i et supermarked, fortæller Lejf Bøgedal, der er chef i Silkeborg Kommunes valgsekretariat.
Er der et tidspunkt, der er bedst at komme på?
Ja. Presset på valgstederne skifter i løbet af dagen og er lavest, mens de fleste er på arbejde i dagtimerne.
Myndighederne opfordrer derfor vælgerne til at komme mellem klokken 10 og 15, hvis de vil undgå den værste myldretid.
- Heldigvis ser det ud til, at det bliver tørvejr lige nu. Det kan være, at vi er nødt til at starte køen udenfor, fordi vi ikke skal have for mange inde på valgstedet. Vi skal sikre, at der hele tiden kan holdes én til to meters afstand mellem vælgerne, siger Lejf Bøgedal fra Silkeborg Kommune.
Reglerne siger desuden, at alle, der står i en eventuel kø til et valgsted inden lukketid klokken 20, har ret til at afgive sin stemme. Også efter lukketid.
Kan jeg stemme udendørs?
Ja. Alle valgsteder tilbyder mulighed for at stemme udendørs.
Det kan dog være forskelligt fra valgsted til valgsted, hvordan muligheden tilrettelægges, oplyser KL.
Interesseorganisationen for landets 98 kommuner oplyser samtidig, "at muligheden for at stemme udendørs gælder for vælgere, der på grund af manglende førlighed, svagelighed eller lignende ikke kan bevæge sig ind i stemmelokalet eller i øvrigt foretage stemmeafgivningen på den foreskrevne måde."
Det gælder også vælgere, som er i øget risiko eller er smittet med coronavirus.
Der vil for eksempel være mulighed for at stemme i et telt eller bare udenfor, hvor valgtilforordnede kommer ud og modtager stemmerne.
Kan jeg stemme fra min bil?
Ja. Det er muligt at afgive en såkaldt "vognstemme".
Det er der faktisk ikke noget nyt i. Det har altid været en mulighed for eksempelvis gangbesværede eller folk, der som følge af sygdom ikke kan komme ind på valgstedet.
Her gælder det ligesom ved udendørs stemmeafgivelse, at muligheden er forbeholdt nogle særlige grupper. Den er ikke for alle.
Må jeg tage mit eget skriveredskab med?
Ja. Der er nogle få krav, du skal være opmærksom på.
Du må ikke bruge en spritpen eller en farve, der er spraglet. Eksempelvis en neongul overstregningstusch.
Du må derimod gerne tage en blyant eller en kuglepen med hjemmefra, hvis du er mere tryg ved det end ved at røre ved et skriveredskab, andre har rørt ved.
- Man har altid måttet tage sit eget redskab med. En kuglepen, som er blå, sort eller rød eksempelvis. Eller en blyant. Når man ikke må bruge eksempelvis en overstregningstusch, der er skarp orange-gul, skyldes det, at det giver stemmesedlen et særpræg.
- Sætter man sit kryds med sådan én, vil stemmesedlen desværre blive erklæret ugyldig, siger Lejf Bøgedal fra Silkeborg Kommune.
Af samme årsag vil der ikke være spritdispensere inde i stemmeboksene på Silkeborgs valgsteder, fordi der også her er en risiko for, at spritten kommer på sedlen og gør den ugyldig.
Det står i loven, at en stemmeseddel er ugyldig, hvis den har et særpræg. Du kan læse mere om reglerne for stemmesedler og valgsystemet her på Indenrigsministeriets hjemmeside.
Skal jeg vise coronapas på valgstedet?
Nej. Der er ikke noget krav om at fremvise coronapas.
- Man kan ikke have coronapas på valgstederne, da man i grundloven har ret til at afgive sin stemme. Så der er ingen, der bliver afvist, siger administrerende direktør i Kommunernes Landsforening, Kristian Vendelbo, til TV2.
