De seneste par år har der ikke været mange, der har spekuleret voldsomt i arvefølgen i Venstre, fordi der syntes at være enighed om, at Venstres formand skal hedde Kristian Jensen (V), når han ikke længere hedder Lars Løkke Rasmussen (V).
Men med en række udtalelser i denne uge - først til Altinget og i går til Jyllands-Posten - har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) genåbnet formandsdebatten. Hun vil nemlig ikke afvise, at hun vil gå efter at blive partiets formand – og dermed partiets statsministerkandidat.
Og hvad siger partiets næstformand så til den melding?
- Der er ytringsfrihed for alle. Og Venstre er et parti, der går ind for konkurrence, så det er jo et frit valg, siger finansminister Kristian Jensen på Venstres landsmøde i Herning.
Vil du være klar til at gå i kampvalg med hende om formandsposten?
- Jamen, prøv at hør her: Den tid ligger langt ude i fremtiden. Jeg fokuserer sådan set på politiske resultater, og så gemmer vi bogstavlegen til efter valget, og vi gemmer personspørgsmål, til det bliver aktuelt, siger Kristian Jensen.
Vil du kunne slå hende i en formandskamp?
- Det har jeg ikke nogen kommentar til.
Hvad tænker du om, at hun siger det netop nu op til landsmødet, så det kommer til at handle om det og ikke politik?
- Vi har ytringsfrihed i Danmark, og det må hun jo have tænkt over, at hun ville sige det nu. Så det har jeg ingen kommentar til.
Har du evnen, viljen og lysten, som Støjberg taler om, til at blive formand for Venstre?
- Jeg har ikke nogen kommentarer til det.
Og det bliver du ved med at svare nu?
- Fuldstændig – i alle mulige varianter, siger Kristian Jensen med et smil.
Støjberg: Jeg har viljen
Siden Venstres formandsopgør i 2014, hvor Lars Løkke Rasmussen mod manges forventning overlevede som formand og dannede et fælles formandskab med Kristian Jensen som næstformand, har der været en tiltagende ro omkring arvefølgen.
Flere af Kristians Jensens potentielle rivaler til formandsposten har også skrevet sig selv ud af opgøret.
Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har trukket sig helt ud af dansk politik, tidligere gruppeformand og forsvarsminister Søren Gade (V) har kursen rettet mod Europa-Parlamentet, og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere udtalt, at det er "helt naturligt", at Kristian Jensen tager over, når Løkke går af.
Selvom Inger Støjberg ikke direkte spiller sig selv på banen som formandskandidat, giver hun altså heller ikke en fuldtonet støtte til Kristian Jensen som kommende formand.
- Hvis man vil være formand for Venstre, skal man have evnen, lysten og viljen. Og der er ingen som helst tvivl om, at jeg ved med mig selv, at jeg ikke er sådan en, der blæser omkuld, hvis det blæser. Så jeg har viljen. Men evnen og lysten har jeg ikke gjort op med mig selv, om jeg har, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.
V-politiker: Der er ikke tid til at lufte egne ambitioner
Mens Kristian Jensen er karrig med kommentarerne til Støjbergs formandsdebat, er Venstres finansordfører, Jacob Jensen, mere ordrig. Han er kendt som en trofast støtte til Kristian Jensen.
- Vi står lige foran et folketingsvalg, hvor vi kæmper med næb og klør for at genvinde regeringsmagten med Lars Løkke som statsminister. Det er det, vi alle arbejder for, og så må egne ambitioner altså komme i anden række, siger Jacob Jensen.
Han påpeger, at Venstres landsmøde og Løkkes landsmødetale har ét hovedtema: Frihed og fællesskab.
- Man er ikke noget uden fællesskabet, og det er man heller ikke, uanset om man gerne vil være formand for partiet. Det er fællesskabet, der driver det. Og derfor er det tid til at fokusere på de politiske resultater og den politiske retning, vi gerne vil. Så må personspørgsmålet komme på et helt andet tidspunkt. Det er slet ikke tid til at diskutere formand – det er tid til at diskutere politik, siger Jacob Jensen.
Men er det ikke fair nok, at hvis Støjberg overvejer at stille op til kampvalg mod Kristian Jensen, som jo er den formelle kronprins, at hun så gør klart, at hun tænker over det?
- Jeg synes, at alle i Venstre skal have fokus på det, der er Venstres opgave: at sikre et frit og liberalt Danmark, hvor fællesskabet er den bærende kræft. Så må egne personlige ambitioner komme i anden række, for man er ikke noget uden fællesskabet – heller ikke i Venstre.
Er du bekymret for, om det kan blive sværere at genvinde magten, hvis der opstår alle mulige diskussioner om, hvem der skal tage over, hvis Løkke ikke vinder?
- Nej, det ved jeg ikke. Jeg tror, at alt andet lige vil det være lettere, hvis vi kan fokusere på det politiske og de budskaber, vi går til valg på, de resultater vi har skabt – og det Danmark vi gerne vil forme fremadrettet – og mindre på, hvem der skal stå i spidsen for hvad om mange år.
Hvem synes du selv skal være formand efter LLR?
- Jeg har lært efter mange år i politik, at man aldrig skal svare på hypotetiske spørgsmål. Vi har en udmærket og rigtig dygtig formand. Det vil vi have forhåbentlig mange år endnu. Derudover har vi også en udmærket næstformand i Kristian Jensen. Og det formandskab gør det ganske udmærket, siger Jacob Jensen.
Venstre er samlet til landsmøde i dag og i morgen i Herning. Det er partiets sidste ordinære landsmøde inden folketingsvalget, der senest skal afholdes til juni.
