Jonas har fået ødelagt valgplakater: "De brændte dem og kaldte mig bøsse"

Der er blevet begået hærværk mod den socialdemokratiske byrådskandidat Jonas Haases valgplakater.

18-årige Jonas Haase er rystet over, at folk har brændt nogle af hans valgplakater af. (© DR)

Jonas Haase, der stiller op til byrådet for socialdemokratiet i Aabenraa Kommune, har fået ødelagt nogle af sine valgplakater.

Hærværksmænd har brændt plakater af, filmet det og lagt det på Youtube.

I klippet kalder de ham for 'fede svin' og nævner også, at han er homoseksuel. Det har fået kandidaten på barrikaderne.

- Jeg var derhjemme, da jeg så klippet. Jeg blev helt skræmt over det. Hvorfor vil de gøre det mod mig? Men de skal ikke have lov til at knække mig, siger han og fortsætter:

- Det er et anslag mod mig som kandidat, bare fordi jeg har en seksuel orientering, som ikke er den samme som deres. Af den grund mener de åbenbart ikke, jeg skal have lov til at være med i politik. Det er absurd, siger han.

For Jonas Haase viser det, at der stadig er langt til ligestilling:

- Jeg bruger det som en motivation, for det viser tydeligt, at vi stadig har problemer at kæmpe mod, hvis folk brænder ens valgplakater af, fordi man er homoseksuel, siger han.

Sagen er nu blevet meldt til politiet. Aabenraa Lokalpoliti bekræfter over for JydskeVestkysten, at der er kommet en anmeldelse på hærværk med karakter af mulig hate-crime.