Tidligere på aftenen satte Socialdemokratiet sig tungt på magten i Frederikshavn, og det samme er sket i Nordjyllands største kommune.
I Aalborg går siddende borgmester Thomas Kastrup-Larsen og Socialdemokratiet fem mandater frem og sætter sig dermed på 17 ud af 31 taburetter i byrådssalen med absolut flertal. Der var også markant fremgang for borgmester i de personlige stemmer. Til sidste valg fik han knap 16.700, og i får fik han 29.500. Altså knap en fordobling.
Modsat går Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance hvert et mandat tilbage.
For både SF og Liberal Alliance betyder det, at de er sat ud af spillet i Aalborg Kommune, da ingen af dem får genvalg til byrådet.
Venstre sidder nu på otte mandater, Dansk Folkeparti og Enhedslisten på hver to mandater, mens Konservative og Radikale Venstre begge har et mandat.
Det kommer bag på Thomas Kastrup-Larsen, at valgresultatet viser sig at være så gunstigt.
- Jeg er helt overvældet. Jeg havde ikke regnet med, at det blev så klart et flertal, men jeg er også meget ydmyg og ved, at det forpligter, siger han.
Thomas Kastrup-Larsen vil nu gøre, hvad han kan for at sikre, at Socialdemokratiet som det klart største parti ikke kommer til at stå alene med opgaverne.
- Ved at have et demokrati hvor man samarbejder og husker at anerkende alle, så skaber man det bedste samarbejdsklima og de bedste resultater for Aalborg Kommune, og det er det, det handler om, siger han.
- Nu skal vi mødes i morgen og diskutere nærmere, hvordan vi får de her ting til at falde på plads. Der tegner sig nogle spændende konstellationer.
67,6 procent af de stemmeberettigede deltog ved valget i Aalborg Kommune.
Ny viceborgmester
Her til morgen står den nuværende viceborgmester Daniel Nyboe Andersen fra Det Radikale Venstre til at ryge ud af byrådet. Jørgen Hein fra samme parti står med 872 personlige stemmer til at blive ene om at repræsentere Radikale i Aalborgs byråd. Nummer et på De Radikales liste, Daniel Nyboe Andersen, fik 640 personlige stemmer.
Dansk Folkeparti springer fra den borgerlige blok i Aalborg Kommune. Partiet vælger at pege på Thomas Kastrup Larsen (S) som borgmester og dermed den røde blok. DF's spidskandidat Kristoffer Hjort Storm indtager posten som viceborgmester.
Det står nu også klart, hvem der får, hvilke rådmandsposter. Eneste ændring i forhold til valget i 2013 er, at konservative Thomas Krarup overlader sin post som rådmand i ældre- og handicapforvaltningen til nyvalgte Jørgen Hein (R).
Dermed fordeler de seks rådmandsposter i Aalborg Kommune sig således:
- •
Hans Henrik Henriksen (S) Rådmand, By- og Landskabsforvaltningen
- •
Mai-Britt Iversen (S) Rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen
- •
Tina French Nielsen (V) Rådmand Skoleforvaltningen
- •
Lasse Puertas Navarro Olsen (Enhedslisten) Rådmand, Miljø- og Energiforvaltningen
- •
Mads Duedahl (V) Rådmand, Sundheds og Kulturforvaltningen
- •
Jørgen Hein (RV) Rådmand, Ældre- og Handicapforvaltningen