Når kræfterne ikke længere rækker til at passe haven, eller hukommelsen begynder at svigte, skriver mange ældre sig op til en plejebolig.
Men mange af dem risikerer at vente for længe. For flere hovedstadskommuner har problemer med at overholde regeringens garanti på to måneder, viser tal P4 København har indhentet.
Det gælder blandt andet i Albertslund, hvor 26 ældre i år har stået så længe på venteliste, at garantien er blevet overskredet.
Det er beklageligt, medgiver borgmester Steen Christiansen (S), som peger på, at kommunen har bygget plejeboliger ud fra en prognose, som nu viser sig at have slået fejl.
- Vi må bare erkende, at det prognosegrundlag, som vi har mødt gennem årene, det har skiftet undervejs. Det viser sig nu, at behovet er større end det, vi har regnet med, siger han.
Også i Hvidovre har ældre i flere tilfælde ventet længere end de to måneder, for også her er behovet for plejeboliger steget, forklarer borgmester Helle Adelborg (S).
- Den ene faktor er jo, at vi heldigvis bliver ældre og ældre. Den anden årsag er, at vi ser en stigning af borgere med demens, som derfor bliver plejekrævende, siger hun.
Rammer de pårørende
I Ældresagen er man bekymret over, at nogle ældre må vente for længe på en plejebolig. For den lange ventetid kan få store konsekvenser, siger Anna Wilroth, der er konsulent i Ældresagen.
- De ældre er ofte meget svækkede, men får altså ikke den nødvendige hjælp, og så betyder det også noget for de pårørende. For vi ser jo ofte, at det er de pårørende, der tager den største last, når den ældre bor derhjemme, siger hun.
Derfor opfordrer hun kommunerne til at lave nogle langsigtede løsninger.
- I fremtiden kommer der rigtige mange flere, der har en demenssygdom. Langt de fleste af dem vil have brug for en plejebolig. Så det handler jo om, at kommunerne får planlagt frem og imødekommer det voksende behov, siger Anna Wilroth.
Skifteretten er for langsom
Det arbejder man også allerede på i Albertslund, understreger borgmester Steen Christiansen (S).
- Lige nu her lyder løsningen, at vi skal etablere omkring 30 plejeboliger ved Albertshøj, og så skal vi gøre klar til at bygge yderligere ved Humlehusene, hvis der er behov, siger han.
Også i Hvidovre arbejder man på at få plads til de ældre beboere hurtigere. Her er der blandt andet blevet afsat penge af til at kunne udvide et plejehjem, fortæller borgmester Helle Adelborg.
Men hvis ventetiden skal helt ned, er der også brug for, at Skifteretten, der sørger for at rydde plejeboligerne, når en beboer dør, bliver mere effektive, mener hun.
- De boliger, der bliver ledige, bliver låst af Skifteretten, indtil de er færdige med deres arbejde. Det kan der i perioder gå rigtig lang tid med, og det er jo ærgerligt, når man har borgere med stort behov for den ledige bolig, siger hun.