ANALYSE Sådan ser kommunalvalget ud fra Christiansborgs tårn

Hvis lederne af de politiske partier skulle se på kommunalvalget fra tårnet på Christiansborg - hvor ville de så kigge hen? Jens Ringberg giver sit bud.

D. 21. november er der valg til landets kommunalbestyrelser og regionsråd. Og valget bliver fulgt nøje - også her fra Christiansborg. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Godt nok er Alternativet Folketingets nyeste parti, men partileder Uffe Elbæk bruger et godt gammelt trick, når han opstiller sit succeskriterium for partiets resultat ved valgene til kommuner og regioner 21. november.

Tricket er at opstille et overkommeligt mål.

Elbæk vil være yderst tilfreds med 10, måske 20, mandater i hele landet, sammenlagt, siger han. Dermed opstiller han et mål, som Alternativet næsten ikke kan undgå at nå. Og dermed kan han udråbe en succes, når stemmerne er talt op.

Og sådan plejer det tit at gå ved kommunalvalgene. Næsten alle partiledere formår på den eller den anden måde at fortolke valgene som succes. Målt på stemmer. Målt på antallet af borgmesterposter. Målt på de specifikke borgmesterposter, man har fået fingrene i. Eller måske noget mere tyndbenet.

Èt er sikkert: Uanset at de 98+5 valg 21. november er lokale, så kan de også vurderes i et Christiansborg-perspektiv. Og partitoppen i ethvert dansk parti skuer ud i det kommunale landskab med spænding, forventning og af og til lidt frygt.

Så... hvis nu lederne af de politiske partier tog turen op i tårnet på Christiansborg Slot - hvor ville de så vende blikket hen, mens det trækker op til valg? Her kommer et bud.

Alternativet

Uffe Elbæk ville næppe kigge langt væk. Københavns Kommune er udset som skueplads for Alternativets næste store gennembrud efter folketingsvalget i 2015. Planen er, at spidskandidat Niko Grünfeld skal have stemmer nok til en borgmesterpost - eller i det mindste forhandlings-coolness nok til at sikre sig den i valgnattens mørke, der typisk byder på lidt af hvert i rådhusets korridorer.

Ellers kan Elbæk lade blik og tanker glide mod Aarhus, hans gamle hjemby. Det vil være en enorm skuffelse, hvis ikke Alternativet får et godt valg i Århus - og så er man jo allerede godt på vej til de 10-20 valgte kandidater, Elbæk har alt om. Der er Å-kandidater i 82 kommuner - det er mange for et nyt parti.

Dansk Folkeparti

Kristian Thulesen Dahl kan udse sig en sydlig position i tårnet og prøve at fange Nykøbing Falster i horisonten. DF har realistiske håb om flere borgmesterposter - men de største ambitioner knytter sig til René Christensen i Guldborgsund, partiledelsens betroede finansordfører, der fik et kanonvalg i 2013. Nedtur, hvis borgmesterkæden glipper denne gang.

For en ordens skyld: DF har allerede en borgmester i København og en rådmand i Århus. Spændingen handler om "rigtige" borgmesterposter, her i 2017. Der er andre muligheder end Guldborgsund. Assens og Hvidovre, eksempelvis.

Andre steder afhænger det af den ukendte faktor - partiledelsens ønske om at lokale DF'ere skal være mere åbne over for samarbejde med socialdemokraterne rundt omkring. Foreløbig har det ikke smittet stort af på de valgforbund, der er indgået i landets kommuner - men ét er valgforbund, noget andet er en politisk handel i et mødelokale på X-købing Rådhus ved 03.45-tiden, natten til onsdag den 22. november.

Enhedslisten

Liste Ø stiller op i 84 kommuner denne gang - og bærer allerede enkelte gyldne kæder, en borgmester i København og rådmænd i Aalborg og Odense.

Derfor kunne fungerende politisk ordfører Nikolaj Villumsen måske tænkes at stirre efter Aarhus i horisonten i håbet om markant succes og rådmandspost også her ved valget den 21. november. Det bliver dog svært, især hvis Alternativet braser frem i Aarhus.

I stedet håber Enhedslisten på fremgang over en bred front, ikke mindst i Jylland. Så Villumsen kan kigge i retning af en by som Holstebro. Her er Enhedslisten endnu ikke i byrådet, men det kan ændre sig denne gang. Og så er partiet repræsenteret i alle danske købstæder. Det er også en slags milepæl.

De konservative

Folketingets mindste parti har en forunderlig kommunalvalgs-historie. Ofte involveret i dramastiske konstitueringer. Ofte med bagdelen i en borgmesterstol, når røgen havde lagt sig. Og altid med et solidt fundament af stensikre konservative kommuner i Nordsjælland og kronjuvelen Frederiksberg i baghånden.

Alligevel kan ingen fortænke Søren Pape Poulsen i først og fremmest at kaste nervøse blikke mod netop Frederiksberg fra Folketingets tårn.

Her har borgmester Jørgen Glenthøj to problemer, der truer traditionen. Det ene er, at de radikale har vendt ham ryggen. Det andet er, at Frederiksberg Kommunes vælgerbefolkning er ved at skifte karakter, især ved at blive yngre. Og dermed ikke nødvendigvis så automat-konservative som tidligere. Det medfører alt sammen ikke nødvendigvis et konservativt fald, men nok en nervøs trækning i partitoppen, når de første resultater foreligger.

Til gengæld kan der nemt komme gevinster andre steder. Og Pape er nok den partileder, der har sagt det allerklarest - hvis borgmesterposten er i spil, er det ren og skær konservativ pligt at gå efter den, uanset hvad andre partier siger og gør.

Kristendemokraterne

Skulle Kristendemokraternes leder, Stig Grenov, være med i tårnet på Christiansborg, kan han med fordel stirre stik vest - mod Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor partiet sidder på posten som viceborgmester. Og endnu bedre: Partiets mand på posten, Kristian Andersen, genopstiller.

Selv prøver Grenov nok engang lykken i Hørsholm. Sidst blev han ikke valgt.

Liberal Alliance

Anders Samuelsen vil jo nok sende et sentimentalt blik mod Horsens, hvor han ved valget i 2009 fik et enkelt mandat - partiets eneste ved dét valg. Det var heldigt, for ellers havde han svoret at nedlægge partiet.

Her i 2017 er Liberal Alliance stadig under opbygning på den kommunale scene. Der er store huller på LA's kommunale landkort - allerstørst midt på Fyn, så Anders Samuelsen kan passende kigge i retning af Odense. Her har Liberal Alliance slet og ret nul medlemmer af kommunalbestyrelsen. Pinligt, hvis det også er status den 22. november.

Det officielle mål er 50 mandater ved kommunalvalget. Og for at sikre at de får maksimal gevinst i form af poster og indflydelse, er erfarne Leif Mikkelsen og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll placeret i en førerbunker på Christiansborg på valgnatten. Borgmesterposter er næppe sandsynlige.

Nye Borgerlige

Pernille Vermunds parti har allerede fået 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer ved hjælp af partihopperi. Og ikke nok med det - de fleste genopstiller, hvilket naturligvis ikke er garanti for genvalg.

Det vil imidlertid være naturligt for Vermund at kigge mod Hillerød. Her har partiet opstillet Mette Thiesen - en tidligere konservativ, som hurtigt er blevet en skarpt profileret NB'er, som partiet har store forventninger til.

I alt opstiller Nye Borgerlige 242 kandidater. Det er en pænt antal for et nyt parti, men de kan få det svært, hvis de ikke i forvejen er kendte skikkelser som den nævnte Thiesen og Holger Gorm Pedersen fra Vejle, der tidligere var i Dansk Folkeparti.

De radikale

Morten Østergaard kan med en vis nervøsitet lade blikket glide hen over Københavns tage.

Engang så populære Anna Mee Allerslev er borte og erstattet af, indtil nu, ukendte Mia Nyegaard, og den radikale borgmesterpost er i farezonen - truet af Allerslevsagen og Alternativets succes.

De fleste andre radikale spidskandidater landet over skal satse på at være rette mand på rette sted, når konstitueringsspillet går i gang. Helt som det skete sidst i Rebild Kommune. Spørg bare den radikale borgmester på de kanter, Leon Sebbelin.

SF

SF bør have mulighed for et hæderligt valg i byer som København og Aarhus og dermed bevare posterne som borgmester og rådmand - men partiet tørster efter borgmester-succes andre steder i landet, efter at Mette Touborg har forladt sit post i Lejre.

Så Pia Olsen kan passende vende sig i retning af det sydfynske øhav. Her har SF's tidligere næstformand og Europa Parlamentskandidat Tonni Hansen sat kursen mod borgmesterposten. Hansen bor i Rudkøbing og er en velkendt mand på Langeland, også som formand for LO Sydfyn.

Sidste valg var skrækkeligt for SF. Nu skal statussen som stærkt kommunalparti genopbygges, så godt som muligt.

Socialdemokratiet og Venstre

Det vil næsten være urimeligt at pålægge Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen kun at kigge i én retning ud over det kommunale Danmark.

Til gengæld kan det konstateres, at de to store kommunale partier i høj grad kigger de samme steder hen. Sagt på den korte måde - de to partier er stærkt optagede af, hvordan valgresultatet bliver i en række af de større danske kommuner - steder, hvor både V og S har haft borgmesterposten i nyere tid.

Det handler om Randers, hvor det tidligere folketingsmedlem Torben Hansen (S) udfordrer Venstres borgmester Claus Omann Jensen. Eller Slagelse, hvor en anden tidligere MF'er, John Dyrby Paulsen, satser på at fortrænge Venstres borgmester, Steen Knuth. Dertil kommer landets femtestørste by, Esbjerg - her vil det være en velkommen triumf for Venstre at fastholde borgmesterposten, når veteranen Johnny Søttrup skal prøve at give kæden videre til Jesper Frost Rasmussen.

Venstretoppen har gjort en del for at tale forventningerne ned. Med rette. Generelt kan Venstre få et svært valg - om ikke andet fordi det vil blive sammenlignet med valget i 2013, hvor Venstre til sidst stod med 48 borgmesterposter. Dét tal falder nok anseligt denne gang - men fra tårnet kan Løkke dog stadig finde sikre Venstre-borge at kigge imod. Alt skal således gå galt, hvis ikke Venstre beholder posten i en kommune som Ringkøbing-Skjern.

Mette Frederiksen skal bare finde den københavnske Vestegn og kommuner som Ishøj, Brøndby og Ballerup i horisonten for at få øje på stensikre S-borgmesterposter.