Billund: Venstre taber flertallet men beholder borgmesterkæden

Ib Kristensen fortsætter som Billunds borgmester.

Ib Kristensen (V), borgmester Billund Kommune (Foto: © Thomas Gammeltoft-Pedersen)

Sensationen lurede, for det trak ud til de små timer, inden forhandlingerne efter valget endte med, at borgmesteren i Billund Kommune kunne fortsætte.

Venstre fik absolut flertal for fire år siden. Det er væk efter en vælgerlussing, hvor partiet gik 10 procentpoint tilbage, men borgmesteren hedder stadig Ib Kristensen, selv om det kunne have gået den anden vej.

Kåringen kom efter forhandlinger med Dansk Folkeparti, der sad med de afgørende mandater. Men de regnestykket skulle gøres op, stod der stadig Ib Kristensen på bundlinjen. Det var han glad for.

- Jeg fortsætter som borgmester. Per (Nyhus fra Dansk Folkeparti, red.) fortsætter som formand for teknik- og miljøudvalget, og resten aftaler vi færdigt i morgen.

Dansk Folkeparti valgte Venstre

Men inden de kom dertil, så havde der været forhandlinger frem og tilbage - også med Ib Kristensen udenfor døre. For det var Dansk Folkeparti, der havde fået magt til at afgøre valget. Og den skulle bruges rigtigt, siger Per Nyhus fra Dansk Folkeparti.

- Vi har haft flere forskellige forhandlinger i aften. Det har så ikke kunnet lade sig gøre, sagde Per Nyhus, da brikkerne var faldet på plads.

Så det endte med at Dansk Folkeparti pegede på på Ib Kristensen. Men det kunne ligeså godt have gået en anden vej.

- I min optik, så var det meget tæt på. Men der var nogle ting, vi ikke kunne få til at gå op i en højere enhed, og derfor valgte DF at gå sammen med Venstre, siger Ann Charlotte Vilstrup fra Socialdemokraterne.