Et stort flertal af landets kommuner har givet skolerne lov til at forkorte skoledagen og i stedet at tilbyde timer med to lærere.
Men der findes også stadig kommuner, der holder fast i, at eleverne skal være i skole i den tid, som loven kræver.
Det er blandt andet tilfældet i Herlev vest for København, hvor 6.e på Kildegårdsskolen i dag er i gang med nogle af de timer, som skoler mange andre steder får lov at skrue ned for.
Det er den understøttende undervisning.
Klassen har fundet computerne frem og er i gang med at løse matematikopgaver. Lærer Carsten Jensen løber mellem bordene og hjælper de elever, der har brug for det.
Nogle af eleverne her sidder og laver opgaver på 10. klasse-niveau, mens andre er på 6. klasse-niveau – de bestemmer selv, hvor udfordrede, de vil være, fortæller Carsten Jensen.
Slipper for hjemmearbejde
Eleverne skal have lavet et bestemt antal opgaver – og fordi, de kan gøre det her i klassen, slipper de for at lave dem derhjemme.
Dermed er undervisningen her et godt eksempel på det, man ønskede sig, da man indførte den længere skoledag i 2014: at eleverne kan få hjælp til at lave opgaver, der svarer til det niveau, de nu engang er på.
Men i 84 af landets kommuner har man åbnet for, at skolerne kan korte ned for den understøttende undervisning og i stedet tilbyde timer med to lærere.
Det vil ikke blive tilfældet i Herlev, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
Gør det ikke indtryk på dig, at borgmestre over hele Danmark vælger en anden model?
- I Herlev er vi helt tilfredse med at gøre det bedre end de andre, siger Thomas Gyldal Petersen.
Han er nemlig overbevist om, at børnene lærer mest ved at være på skolen.
- Hvert eneste minut på skolen med dygtige lærere virker. Derfor skal vi have så mange af de minutter som muligt, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
Enigt byråd
I mange af de kommuner, der har tilladt skolerne at skære ned på undervisningstiden, har argumentet været, at tilbuddet til børnene ikke var godt nok – og at det derfor var bedre at sende børnene lidt tidligere hjem.
- Jeg tror ikke på at mindre tid mellem kvalificerede voksne og børn giver bedre skole. Jeg tror på, at mere tid og kvalificerede medarbejdere giver en rigtig god skole, siger Thomas Gyldal Petersen.
I Herlev har borgmesteren et enigt byråd bag sig, så der er heller ikke udsigt til, at Herlev begynder at lade skolerne lave kortere skoledage.
Eleverne i 6.a har klappet computerne sammen og er på vej ud i skolegården for at lege en matematik-leg.
- Nu skal de ud og røre sig. For det er en lang skoledag, siger lærer Carsten Jensen.
