Det var med følelserne uden på tøjet, at Arne Boelt (S) efter, at valgresultatet lå klart i Hjørring, gik ned og takkede sine partikammerater for en god valgkamp.
Den seneste valgperiode har ikke været uden skår i glæden for borgmesteren, der undervejs har været udsat for grov chikane af en lille gruppe borgere i område, der blandt andet har holdt ham op og truet ham og smurt afførring på dørhåndtagene til hans hus.
- Det har været en hård periode for mig personligt med det, jeg har været udsat for, siger Arne Boelt, der ikke kunne undgå at få en tåre i øjenkrogen, da han erfarede, at episoderne, der er opstået efter en anbringelsessag, ikke havde påvirket hans valg i negativ retning.
Socialdemokratiet er siden 2013 gået to mandater frem, og partiet manglede således kun et enkelt mandat for at få absolut flertal i Hjørring Kommune.
Tidligt på valgnatten gik han til møde med SF og Enhedslisten, der i begge partiers tilfælde er klar til at bakke op om borgmesteren.
- Vi har i hvert fald fundet ud af, at borgmesteren stadig hedder Arne Boelt, konstaterer Arne Boelt.
Og i nat blev den brede konstituering med alle 31 medlemmer af Hjørring byråd så en realitet.
Ved valget i Hjørring Kommune mødte 71,4 procent af de stemmeberettigede frem ved valgurnerne.
Fordelingen af stemmer ser ud som følger:
- •
Socialdemokratiet: 44,3 procent (15 mandater)
- •
Venstre: 20,5 procent (7 mandater)
- •
Det Konservative Folkeparti: 9,4 procent (3 mandater)
- •
Dansk Folkeparti: 6,8 procent (2 mandater)
- •
Lokallisten: 6 procent (2 mandater)
- •
SF - Socialistisk Folkeparti: 2,8 procent (1 mandat)
- •
Enhedslisten: 2,6 procent (1 mandat)
- •
Liberal Alliance: 2,4 (0 mandater)
- •
Nye Borgerlige: 1,5 procent (0 mandater)
- •
Radikale Venstre: 1,2 procent (0 mandater)
- •
Alternativet: 1 (0 mandater)
- •
Kristendemokraterne: 0,7 procent (0 mandater)
- •
Uden for partierne: 0,1 (0 mandater)
Arne Boelt fik 10.235 ud af samlet 16.136 stemmer til Socialdemokratiet.
