Da Josefine Berg i november skrev sin datter op til skolestart på den lokale folkeskole i Hvidovre, var der udsigt til 28 elever i klassen.
Men da skoleåret begyndte, sad der 30 børn i datterens klasse.
Det er for mange, mener hun.
- Jeg synes, det er dybt bekymrende. For når man starter i 0. klasse, skal man lære at gå i skole. Det kræver tid og en relation mellem læreren og eleven, som man ikke får, når læreren skal nå rundt til så mange elever.
De mange klassekammerater betyder også, at Josefines Berg datter tre måneder efter skolestart stadig ikke kan navnene på dem alle sammen.
Og så er de fysiske rammer ikke gearet til, at de skal være så mange børn i klasserne, påpeger Josefine Berg.
- I 1. klasse bliver lokalerne mindre, og jeg ved fra andre forældre, at det slet ikke fungerer at sidde så mange, siger hun.
Til trods for at folkeskolen har et loft på 28 elever pr. klasse, er klasser med 29 og 30 elever langt fra enestående.
En gennemgang af elevtallet på 289 skoler i hovedstadsområdet viser, at der på de skoler findes 36 klasser med 29 og 30 elever.
Skole afgjorde bolig
Det var ikke et tilfældigt valg, da Carla Marie Berg begyndte på Risbjerskolen.
Familien havde allerede udset sig skolen for fire år siden, da de flyttede fra København til Hvidovre, fordi den lå i et kvarter, der passede ind i familiens daglige logistik og med kort afstand til kammerater.
- Det er helt sikkert, at havde vi vidst, at klasserne ville være så store, havde vi i sin tid fundet et andet sted at bo, fortæller Josefine Berg.
Men da forældrene i januar fik indskrivningspapirerne til skolestart, blev der ikke givet besked om de store klasser, for der var skrevet syv børn mindre op, end der endte med at starte.
- Dengang var jeg inde og regne på, hvor mange de ville være, og der overholdt de lovgivningens loft på 28 elever per klasse. Det er først, da skoleåret starter, at vi finder ud af, hvordan det reelt ser ud, forklarer Josefine Berg.
Løsningen kan blive at finde en anden skole, men det er ikke optimalt, synes hun.
- Vi har flyttet vores yngste datter til en anden børnehave, så det lå på vejen. Jeg håber, den nuværende 0. årgang bliver lavet om til fire spor, og vi er en forældregruppe, der arbejder hårdt for det, fortæller hun.
Skolens eget ønske
På Risbjergskolen, hvor Josefine Bergs datter går, er alle tre børnehaveklasser i år større end 28 elever.
Det kræver en dispensation fra byrådet at fravige folkeskolelovens loft på 28 elever, men dispensationen er kun givet, fordi skolen selv bad om det, siger formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Hvidovre Kommune, Kenneth F. Christensen (S):
- I år var der faktisk et politisk flertal for ikke at godkende de store klasser, men skolen ønskede en dispensation, og det har vi valgt at følge. Det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af.
Risbjergskolens skoleleder ønsker ikke at udtale sig.
Foruden klasserne, der overskrider grænsen på 28 elever, så er der 162 klasser i hovedstadsområdet med netop 28 elever.
