Tre kæmpevindmøller bliver rejst i Munkebo

Natur- og Miljøklagenævnet har afslået at behandle klagen over vindmøllerne.

Der kommer tre kæmpevindmøller til Munkebo. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

De tre kæmpevindmøller ved Munkebo kommer efter alt at dømme til at snurre som planlagt.

Vindmølleprojektet blev igangsat i 2014 og har lige siden skabt stor debat i Munkebo.

Natur- og Miljøklagenævnet har nemlig afslået at behandle en klage over vindmøllerne, da der ikke optrådte nye væsentlige oplysninger i sagen. Dermed ser modstanderne mod vindmøllerne ud til at have tabt deres sag.

Det erkender Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Kerteminde, Knud Arhnkiel.

- Jeg ærgrer mig meget på borgernes vegne. For som jeg ser det, kan vi ikke gøre mere nu. Vi må bare lære at leve med, at de er der, siger han.

Det er Energi Fyn, der står bag de tre vindmøller, der skal opstilles ved Boels Bro i Munkebo. Men selvom det nu ser ud til at blive en realitet, så har Knud Arhnkiel dog ikke helt opgivet håbet.

- Det eneste vi kan gøre er, at holde øje med, om de overholder de regler, de skal, for blandt andet støj. Det ved jeg også, at gruppen, der er mod vindmøller, har på tegnebrættet, siger han og fortsætter:

- Og så kan vi jo bare håbe på at, de vælter i en storm eller andet.

To borgere har oprettet en protestgruppe mod vindmølleprojektet, fordi de frygter, at vindmøllerne vil give beboerne mange gener.

Jørgen Petersen fra Munkebo har været med i gruppen, der kæmper mod vindmøllerne, men han er nu løbet tør for idéer.

- Det er en skamplet, og det eneste vi kan bede folk om er at stemme på nogen andre end dem, der har sagt ja. Det er så flovt det her, og det kan godt blive svært i fremtiden at få folk her til, siger han.