Politikere vil suspendere valgkamp for at støtte Nørrebro

Tre politikere på tværs af partier i København går senere i dag sammen mod bandekonflikten.

Vi skal stå sammen for borgerne på Nørrebro, siger Jonas Bjørn (S). (Foto: © Kristian Djurhuus, Scanpix)

Efter gårsdagens skyderier vil tre politikere fra S, SF og V i Københavns Kommune gå sammen for at vise støtte til beboerne på Nørrebro i København.

Senest er en 22-årig mand blevet skudt og dræbt, og derfor vil de tre politikere midlertidigt stoppe valgkampen senere i dag klokken 17, når de mødes i Mjølnerparken på Nørrebro for at bakke op om borgerinitiativet "Vi tager gaden tilbage". Her vil de sammen med Nørrebros beboere være med til at demonstrere sammenhold i bydelen.

Gårsdagens drab er det tredje drab i København på to uger, som forbindes til den verserende bandekonflikt mellem banden Loyal to Familia, der udspringer af Indre Nørrebro, og en gruppering fra Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.

Og det er vigtigt, at både politikere og beboer støtter hinanden, lyder det fra en af initiativtagerne, Jonas Bjørn Jensen (S), der er børne- og ungdomsordfører i Københavns Kommune for Socialdemokratiet.

- Vi synes, det er meget vigtigt at sende et klart signal om, at selv om vi politisk er uenige, så står vi skulder ved skulder med beboerne på Nørrebro, siger han.

Jonas Bjørn har opfordret sine kolleger om også at deltage, men ved endnu ikke, hvor mange der møder op.

Det stopper ikke konflikten

Men de ved godt, at arrangementet ikke løser den igangværende bandekonflikt.

Det gør dog ikke støtten mindre vigtig, mener Jonas Bjørn.

- Det forsvinder banderne selvfølgelig ikke af, men det giver en følelse af fællesskab. Det, tror jeg, er meget vigtigt, lyder det fra Jonas Bjørn.

Han bor også selv på Nørrebro og ved godt, at det ikke er rart at være beboer der i øjeblikket.

- Det er utrygt at bo på Nørrebro lige nu. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen og siger, at vi er mange, der ikke vil et Nørrebro med bander, siger han.

Udover Jonas Bjørn kommer også Klaus Mygind fra SF og Anahita Malakians fra Venstre til arrangementet.