Lodtrækning i Kolding afgjort: Eea Vestergaard kommer ind

To V-kandatater i Kolding fik præcist samme antal personlige stemmer, og derfor måtte der lodtrækning til.

Da de personlige stemmer var talt op i Kolding Kommune, stod det klart, at to kandidater fra Venstre havde opnået præcist det samme antal personlige stemmer.

Både Simon Rømer og Eea Vestergaard fik 332 personlige stemmer. Dermed var de begge kvalificerede til Venstres 13. mandat i byrådet.

Derfor måtte borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V), her til morgen sande, at der skulle trækkes lod om, hvem der skulle have byrådspladsen.

- Det er ikke en sjov måde at blive valgt på. Jeg ville ønske, at en af dem havde fået en ekstra stemme, og at det var blevet afgjort på den vis, sagde han tidligere i dag.

Klokken 12 samledes valgbestyrelsen, og så blev der trukket lod.

Og det blev altså Eea Vestergårds navn, der blev trukket op af krukken. Hun var glad og lettet, selvom hun kaldte det for en surrealistisk måde at blive valgt på.

- Vi var fem kandidater, der lå næsten side om side, og Simon og jeg endte så på samme antal personlige stemmer. Jeg ville have ønsket det anderledes, men er selvfølgelig glad, sagde hun.

Se hele lodtrækningen her:

Simon Rømer, der trak det korteste strå i lodtrækningen, havde følgende kommentar:

- Nu er det ovre, og uanset udfaldet så er det en forløsning.

Helt ude af lokalpolitik de kommende måneder er han dog heller ikke. Simon Rømer afløser nemlig en af de valgte kandidater, som snart skal på barsel.

Der har tidligere været lodtrækning i byrådssalen i Kolding.

Det var i 1954, da den konservative borgmester Peter Beirholm blev valgt ved at trække lod med en socialdemokrat.

Jørn Petersen har stadig den særlige krukke fra dengang, som han brugte til dagens lodtrækning.