I Region Midtjylland genvandt Socialdemokratiet formandsposten, da Anders Kühnau blev den store vinder.
Men psykiatrien vandt også i regionen.
Med 20.000 stemmer kom Psykiatri-listen nemlig ind i regionsrådet med ét mandat. Det går til Mikkel Rasmussen, der som nummer ti sprængte listen med et personligt stemmetal på 3565.
Psykiatri-listen blev startet af en gruppe medarbejdere på Psykiatrisk Hospital i Risskov tilbage i maj måned, hvor deres 17 kandidater bekendtgjorde, at de vil kæmpe for bedre forhold for patienter og ansatte i psykiatrien i Region Midtjylland.
Psykiatrilisten har sikret sig pladsen som næstformand i psykiatriudvalget, og til næste år er i alt 25 millioner kroner sat af til psykiatrien, hvor der i forvejen var afsat ti millioner.
De ekstra 15 millioner kommer i en ny aftale mellem alle partier, og alle pengene bliver målrettet til at løfte normeringerne på belastede sengeafsnit i regionen, forklarer Peter Møller Andersen.
Men der stopper det ikke for den nyvalgte liste.
- Når vi går i gang med forhandlingerne i 2019, så har vi også fået tilsagn om, at vi også får nogle løft der. Så jeg ser gode tider for psykiatrien, siger spidskandidaten. OPDATERET 23/11/2017 14.41: I en tidligere version fremgik det, at Psykiatrilistens spidskandidat havde fået listens mandat. Efter optællingen torsdag af de personlige stemmer viste det sig, at Mikkel Rasmussen har sprængt listen og vundet mandatet.
