Nattedrama i Rebild: Fik cola og karameller, men ingen borgmesterkæde

Den radikale Leon Sebbelin snuppede i nat borgmesterposten foran fire større partier.

Der var dømt politisk drama i Rebild Kommune i Nordjylland i nat.

Sådan et drama, hvor rygterne svirrer, døre til forhandlingslokaler åbner og lukker, mens det i flere timer står uklart, hvem der støtter hvem, og hvem der kan iføre sig borgmesterkæden til sidst.

DR var med natten igennem, og du kan genopleve dramaet her.

Inden midnat

Inden midnat står det klart, hvordan stemmerne i den nordjyske kommune har fordelt sig.

Venstre med Gert Fischer i spidsen har fået 26,8 procent af stemmerne og bliver dermed langt det største parti.

(Foto: © Dr)

Lokallisten - Den Sociale Fællesliste - har trukket 15,7 procent af stemmerne og går frem med 3,8 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2013.

Den siddende borgmester, den radikale Leon Sebbelin, ender med 10,7 procent af stemmerne og bliver dermed kommunens femtestørste parti efter Venstre, Den Sociale Fællesliste, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti.

I Stubhuset - et forsamlingshus i Støvring - sætter Venstre, Den Sociale Fællesliste og Dansk Folkeparti sig sammen for at forhandle.

Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste (længst til venstre) i forhandlinger med Venstre og Dansk Folkeparti. (Foto: © Dr)

23:30 Cola og Karameller

De tre partier har samlet set 14 mandater. De skal bare have 13 mandater for at kunne konstituere sig. Hvis de kan blive enige, kan de deles om magten.

Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste inviterer DR på et kort visit ind i forhandlingslokalet.

Allan Busk, formand for lokallisten Den Sociale Fællesliste. Listen gik frem med 3,8 procentpoint og blev kommunens andet største parti efter Venstre. (Foto: © Dr)

- Der er cola og karameller her, så det er et godt sted at være. Vi forhandler med alle lige nu. Det, der er vigtigt for os, er, at vi får en god, bred konstituering. Men vi vil have et borgmesterskifte. Det ligger fast, siger Allan Busk.

Han uddyber, at han ultimativt ikke vil pege på den siddende radikale borgmester.

- Jeg har været inde og meddele, at vi ikke kan pege på Leon Sebbelin. Borgmesteren skal være en, der tør være borgmester. Det skal ikke kun være en, der kan klippe røde snore. Der er en masse personale, der skal tages hånd om, og derfor en borgmester, der tør være leder.

Ved kommunalvalget i 2013 lykkedes det at lave en bred konstitueringsaftale med samtlige partier i Rebild Byråd. Men siden har Venstre trukket støtten til Leon Sebbelin blandt andet på grund af en sag om dårligt arbejdsklima i kommunen.

Formand for Venstre i Rebild. Partiet blev kommunens største med otte mandater, men gik 0,9 procentpoint tilbage i forhold til kommunalvalget i 2013. (Foto: © Dr)

Ved forhandlingsbordet i nat bliver Venstres Gert Fischer spurgt af DR, om han kan pege på Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste som borgmester.

- Vi er lige i gang med nogle forhandlinger.

- Men det, der er vigtigt for os, er, at vi får lavet et skifte. Det skifte skal gøre os til et handledygtigt byråd, siger Gert Fischer, inden DR forlader forhandlingslokalet igen.

De kommende timer skal vise, at skiftet bliver sværere at trumfe igennem end som så.

Midt om natten

Nogle timer senere på gangen i Stubhuset fanger pressen Allan Busk, formand for Den Sociale Fællesliste.

- Der er nok ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti er gået ind og har peget på dem derinde, siger han med henvisning til Radikale, Socialdemokratiet og Konservative.

Men i lang tid virkede det til, at I havde en aftale med Dansk Folkeparti...

- Jaaa, det troede vi også. Vi var jo ikke enige om en borgmesterpost, men vi ville kigge sammen og invitere de andre ind til en bred konstituering.

- Vi ville så vente på de personlige stemmer. I mellemtiden er Dansk Folkeparti så åbenbart hoppet på limpinden derinde.

Natten til onsdag går det op for Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste, at han ikke bliver en del af konstitueringsaftalen. (Foto: © Dr)

- Så det er eddermame godt nok en interessant konstellation med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Er det kampen om borgmesterposten, der får dig og Gert Fischer (V) til at sidde uden for indflydelse?

- Nej, vi kunne jo ikke blive inviteret ind, fordi vi havde lovet vores vælgere ikke at støtte Leon. Det står jeg ved, så sidder jeg hellere på sidelinjen.

Hvad mener du om, at Dansk Folkeparti springer fra jer?

- Det kan jeg ikke gøre noget ved. Det er jo sådan gamet er. Men det er ikke sådan, jeg laver politik. Men det må Tommy (Degn fra Dansk Folkeparti, red.) jo selv stå til regnskab for.

Cirka 5 onsdag morgen

Tidligt onsdag morgen kommer den radikale Leon Sebbelin ud af et forhandlingslokale. Kameraer begynder at knipse billeder af ham.

- Ja, der er nu indgået en aftale. Den indeholder følgende: Borgmester Leon Sebbelin, siger Leon Sebbelin til pressen, der har ventet hele natten på resultatet.

Leon Sebbelin foran pressen onsdag morgen. (Foto: © Dr)

Leon Sebbelin forklarer, at Radikale Venstre har konstitueret sig med Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Hvorfor tog det så lang tid, spørger en journalist.

- Det gik halvanden time hurtigere end for fire år siden, svarer Leon Sebbelin muntert.

Hvad har I brugt tiden på at blive enige om?

- At få puslespillet til at gå op. Vi er fire partier. Rolige drøftelser. Ikke noget hurlumhej. Vi har givet og taget. Det er så endt med det her.

Kunne I nemt blive enige om, at du skulle sidde ved bordenden?

- Det blev vi enige om på et tidspunkt.

Det så i lang tid ud til, at det ville blive Den Sociale Fællesliste, Venstre og dansk Folkeparti, der skulle blive enige. Hvad skete der så?

- Det kan jeg dårligt udtale mig om, da jeg ikke var med i de forhandlinger.

Hvis vi spoler tiden fire timer tilbage, er du så overrasket over, at det nu står som genvalgt borgmester?

- Der må jeg hellere svare ærligt. Det er jeg nok lidt overrasket over, ja.

Giver det anledning til bekymring, at I har et meget smalt flertal i jeres konstitueringsgruppe. Det smallest mulige?

- Selvfølgelig gør det det. Men det må vi få løst ved fælles håndkraft. Det er jeg sikker på, at vi kan.

De skændtes

Da pressen er færdig med at stille spørgsmål til Leon Sebbelin, er det Dansk Folkepartis spidskandidat, Tommy Degn, der skal forklare sig.

Formand for Dansk Folkeparti i Rebild,, Tommy Degn. Partiet fik syv procent af stemmerne i kommunen og gik dermed 2,7 procentpoint tilbage. (Foto: © Dr)

Hvad skete der, siden du valgte at forlade den anden gruppe med Venstre og Den Sociale Fællesliste?

- Jeg stod og så på et splittet Social Fællesliste og Venstre, og så ville jeg gå ind og høre, hvad de andre havde. Og jeg har fået en masse på ældreområdet, og det var det vigtigste for os. Så kort kan det gøres.

Allan Busk siger, at du er sprunget fra en aftale med dem. Hvad siger du til det?

- Det er jo sådan set rigtigt. Men jeg kunne bare se, at de kunne ikke enes. Så gik jeg videre.

Dansk Folkeparti har sammen med de andre konstituerede partier i Rebild Kommune 13 mandater, mens de to partier uden for aftalen har 12 mandater.

Partier i konstitueringsaftalen

  • Socialdemokratiet: 5 mandater

  • Det Konservative Folkeparti: 3 mandater

  • Det Radikale Venstre: 3 mandater

  • Dansk Folkeparti: 2 mandater

Partier uden for konstitueringsaftalen

  • Venstre: 8 mandater

  • Den Sociale Fællesliste; 4 mandater