Glemte at spørge om lov: Konservative fjerner valgvideo efter rettighedsbrud

En video med dansende K-kandidater er taget ned. Rettigheder til en populær sang og filmen "Love Actually" var ikke på plads.

Konservatives partiforening i Rudersdal er blevet bedt om at fjerne en video med filmklip og musik, som partiet ikke havde rettigheder til. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Det gik lidt for hurtigt, da Det Konservative Folkepartis lokalforening i den nordsjællandske kommune Rudersdal skulle lave en kampagnevideo op til det forestående kommunal- og regionsrådsvalg.

I videoen imiterer flere af partiets mandlige kandidater en scene fra filmen Love Actually, hvor skuespilleren Hugh Grant danser til sangen ”Jump (For My Love)” af The Pointer Sisters.

Både musikken og klip fra filmen optræder i den konservative dansevideo, men partiet, der ellers slår sig op som et lov-og-orden-parti, havde ikke på forhånd sikret sig tilladelse til at bruge hverken filmklip eller musik i valgvideoen.

Derfor har Konservative i Rudersdal nu taget videoen ned.

- Vi fik en helt vild eksponering. Mere end 23.000 mennesker har set videoen, og vi har fået rigtig mange positive kommentarer, siger Christoffer Buster Reinhardt, der stiller op til både kommunal- og regionsrådsvalg for K i Rudersdal.

- Men så er der selvfølgelig også spørgsmålet om rettigheder til musikken, og vi er en lille forening, så vi skal ikke lægge os ud med nogen, siger han.

Vurderede det var okay

Kort efter videoen var lagt op tidligere på ugen, rettede Sony, der har rettighederne både filmen og musikken, henvendelse til Konservative og gjorde opmærksom på, at partiforeningen i Rudersdal i strid med reglerne for ophavsret havde anvendt både filmklip og musik i kampagnevideoen.

- Sony sagde bare, at vi lige skulle være opmærksomme på det, og så var vi enige om at tage videoen ned, og så var alle glade igen, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Hvorfor havde I ikke på forhånd sikret jer, at der ikke var problemer i forhold til at bruge musikken?

- Fordi det var en satirevideo, og det vurderede vi var okay. Men så er det klart, at når vi bliver gjort opmærksom på det, så tager vi den ned igen, selvom vi synes, det er en sjov video, siger han.

Er I blevet bedt om at yde en form for økonomisk kompensation til Sony?

- Nej, det er vi ikke.

Ifølge Koda, som administrerer musikrettigheder for komponister og sangskrivere i Danmark, er der tre grundregler for, hvornår det er forbudt at anvende et musisk værk, hvis ikke der på forhånd er givet tilladelse.

Det er tilfældet, hvis værket optræder i en religiøs, pornografisk eller politisk sammenhæng.

Afrika og Nanna

Det er ikke første gang, at Det Konservative Folkeparti er på kant med reglerne om ophavsret.

Da partiet i 2010 holdt landsmøde optrådte folketingsgruppen på scenen med en omskrevet version af sangen ”Afrika”, som blandt andet indeholdt følgende linjer:

- Alle går vi rundt med konservative drømme. Drømme om valg og mange stemmer og en periode til (...) Konservativ konservativ, det bli'r bedre dag for dag.

Det faldt komponist og sangskriver Nanna Lüders Jensen for brystet, og hun lagde sag an mod Konservative, da hun mente, at hendes ophavsret var blevet krænket.

Det blev senere afgjort, at partiet skulle betale 50.000 kroner i erstatning til Nanna Lüders Jensen.

Tilbage i Rudersdal spekulerer den lokale partiforening på, hvordan de skal profilere sig selv i resten af valgkampen inden valget den 21. november.

- Vi kommer nok med en fraklipsvideo til dansevideoen, så man kan grine lidt mere af det. Vi synes ikke, at kommunal- og regionsrådsvalg skal være så kedeligt, så vi vil gerne putte lidt mere fest og humør over det, så vi også kan grine af os selv. Det synes vi er vigtigt, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Kommer der så nye musikbidder med i de kommende videoer?

- Nej, så dumme er vi ikke.