Det går ikke kun ud over huspriser og købmænd, at færre og færre bosætter sig på Samsø.
- Holdsporten på Samsø er i den grad udfordret, siger Lars Peter Jensen.
Han tiltrådte i 2010 som formand i øens eneste fodboldklub SIK. Dengang var der 97 medlemmer under 25 år, men i denne sæson er der kun 35.
Det er der ifølge Lars Peter Jensen en forklaring på.
- Det er helt klart et resultat af, at vores børnetal desværre er faldet så drastisk, siger han.
I samme periode som klubben har mistet sine medlemmer, har Samsøs generelle befolkningstal været dalende.
For syv år siden kunne 4010 personer kalde sig samsinger, men siden er det tal faldet med 13 procent til 3724.
- Holdsporten på øen er stærkt udfordret, hvis ikke vi får udfordret denne her negative befolkningsudvikling, siger Lars Peter Jensen.
Borgmester i Samsø Kommune, Marcel Meijer (S), er også bekymret over de faldende befolkningstal. Han har dog en ide til, hvordan samsingerne får vendt udviklingen.
- Vi kigger meget på, om vi skal have en personfærge, som sejler direkte til Aarhus på en times tid, så det bliver muligt at bo på Samsø og enten uddanne sig eller arbejde i Aarhus, siger borgmesteren.
Lige nu er det kun muligt at sejle med færge til Samsø fra Hou ved Odder.