Selvom kommunalvalget er veloverstået, så er der stadig en del kandidater, der har sommerfugle i maven.
Flere kandidater må nemlig vente på personlige stemmer, før de ved om de er købt eller solgt.
I Skanderborg skiller syv stemmer lige nu, om det bliver Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti, der får en plads i Skanderborgs kommunalbestyrelse.
Med så lille en margin har man på rådhuset i Skanderborg besluttet at tælle stemmer en tredje gang.
Kan koste en plads i byrådet
For Linda Andrea fra Liberal Alliance afgør den tredje stemmetælling, om hun og LA får en plads i byrådet eller ej.
Derfor står hun trods en lang valgnat klar på Fælleden i Skanderborg for at følge fintællingen.
- Jeg er her fordi, jeg har en interesse i fintællingen, kan man sige. Jeg noget mere interesseret, end jeg normalt ville være, siger hun
Tirsdag så det længe ud til, at hun blev del af byrådet, men til sidst så det pludselig ud til at blive en kandidat fra Dansk Folkeparti, som fik pladsen.
Derfor må de nu vente til den endelig optælling er færdig, før de ved, hvem af dem, der er kommer ind.
- For et handlings- og løsningsorienteret menneske som mig, så er det helt forfærdeligt, for jeg kan ikke handle eller løse noget ved det her. Det her drejer sig om ydmyghed overfor demokratiet og tillid til at de fagfolk, der står her og tæller og gør det bedste, de overhovedet kan, siger Linda Andrea.
Hvis tredje tælling også viser, at mandatet går til Dansk Folkeparti, betyder det, at DF får tre pladser i byrådet, mens LA er helt ude.