Med samtlige stemmer talt op ved kommunalvalget er det en kendsgerning, at Venstre og Dansk Folkeparti har fået en lussing af vælgerne.
Venstre får kun 23,1 procent af stemmerne på landsplan. Det er en tilbagegang på mere end tre procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2013.
I 2013 fik Venstre 26,6 procent af stemmerne på landsplan, der blev konverteret til 767 mandater - det var en fremgang på 68 mandater fra valget i 2009. Men denne gang går det den modsatte retning.
Det er blandt andet gået tilbage for Venstre i kernekommuner som Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Vejen og Billund. Trods tilbagegangen erklærede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sig sent tirsdag aften tilfreds med resultatet.
- Alt tegner til, at vi får et fornuftigt valg, nogenlunde på niveau med det, vi havde sidst, hvor vi fik omkring en fjerdedel af stemmerne. Det er jeg meget godt tilfreds med, lød det fra Løkke.
Ifølge DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ringberg, dækker Løkkes udsagn over, at resultatet ikke blev så slemt som frygtet.
- Men kan man først rigtigt bedømme valget for Venstre, når vi har set alle konstitueringer. Venstres valg er ikke en katastrofe, med mindre det går helt og aldeles galt i konstitueringerne, siger Jens Ringberg.
DF indfrier ikke forventninger
Også Dansk Folkeparti går tilbage. Partiet opnår kun en tilslutning på 8,8 procent - mod 10,1 procent i 2013. Dermed overhales DF også af de Konservative, der overtager pladsen som tredjestørste parti på landsplan.
- Det blev en ret dårlig aften for Dansk Folkeparti. Det blev ikke til fremgang, tværtimod er der stadig bemærkelsesværdig stor afstand mellem Dansk Folkepartis resultatet ved seneste folketingsvalg og så dette kommunalvalg, siger Jens Ringberg.
Foreløbig er der heller intet, der tyder på at Dansk Folkeparti får nogle af de borgmesterposter, man har haft ambitioner om. Det glippede i Guldborgsund, Assens og Hvidovre, som er de steder, hvor forventningerne har været størst.
Alligevel erklærer gruppeformand Peter Skaarup (DF) sig tilfreds med resultatet:
- For os er det et godt valg, men det kunne selvfølgelig godt være bedre. Vi har stadig en base rundt omkring i stort set alle kommuner, siger han.
S går frem
Selvom det store regnskab om borgmesterposterne slet ikke er gjort op endnu, så har De Konservative allerede nu haft et godt valg, vurderer Jens Ringberg:
- Partiet holdt efter alt at dømme magten på Frederiksberg og en række andre konservative kernekommuner, og det er afgørende, siger DR Nyheders politiske analytiker.
Socialdemokratiet får over 32,45 procent af stemmerne på landsplan - i 2013 fik partiet 29,5 procent. I over 50 kommuner er S gået frem, men det er stadig i de store byer og på den københavnske vestegn, at partiet står allerstærkest.
- Mette Frederiksen kan glæde sig over, at Socialdemokratiet har befæstet sin meget stærke position i en række af landets største byer, siger Jens Ringberg.
Ved valget i 2013 fik Socialdemokratiet flere stemmer end Venstre, men endte i sidste ende med markant færre borgmesterposter. Det har S-formand Mette Frederiksen en klar forventning om ændrer sig nu:
- Det ser ud til, at vi kommer i mål med flere borgmesterposter. Det ser ud til, at vi ikke alene bliver det største parti, men at vi også får en rigtig pæn fremgang, siger partiformand Mette Frederiksen.