Jacob Haugaard, Paula Larrain og Morten Løkkegaard. Listen er lang af kendte mennesker, der forsøger sig med politik. Med mere eller mindre held.

For selv om det giver omtale til et parti, når kendte ansigter stiller op i politik, er det ikke garanti for succes, vurderer flere valgforskere.

Årsagen, til at det kan være smart at opstille en kendis for sit parti, er ifølge valgforsker ved Syddansk Universitet (SDU), Robert Klemmensen, at det genererer omtale og opmærksomhed til partiet.

Senest har Nationalpartiet, der har et medlem i byrådet i Hvidovre, stillet komiker og operasanger, Amin Jensen, op til det kommende kommunalvalg.

- Vi kan se og antage, at når en kendis stiller op, så giver det vælgerne en ide om, at partiet er kendt - og det giver omtale. Det er den effekt, partierne gerne vil have, vurderer han.

Amin Jensen er langtfra det første eksempel på kendte, der engagerer sig i politik. Til dette kommunalvalg stiller eksempelvis tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek op som borgmesterkandidat for Venstre i Viborg, mens Robert Nielsen, der blev kendt under tilnavnet Dovne Robert, stiller op på sin egen liste i København.

Men der er ifølge valgforsker Robert Klemmensen fra SDU ikke en eneste dansk undersøgelse, der viser, hvilken effekt det egentligt har at have en kendis på valgplakaten. Det genererer opmærksomhed både på pariet og valget, lige når det annonceres, at de stiller op.

- Det er til gengæld svært at afgøre, om det har selvstændig effekt. Kendte ansigter bliver gerne stillet op i en sikker kreds – så vi ved ikke, om det er kendisser eller fordi kredsen er sikker, der afgør effekten, siger han.

Svært at overføre succes

For de personer, der er kendt for andet end politik, kan der være en tendens til, at det er svært at klare sig, når den politiske hverdag melder, siger Robert Klemmensen. Det bakker lektor i statskundskab ved SDU Christian Elmelund-Præstekær op om.

- Der er et væsentligt element i, at man ikke automatisk kan overføre succes fra et område til et andet, siger Elmelund-Præstekær og nævner Liberal Alliance som et glimrende eksempel på dette.

Partiet stillede blandt andet med Oticon-direktør Lars Kolind og Malou Aamund fra Microsoft op (da partiet hed Ny Alliance, red.), som var så kendte i erhvervslivet, at selv almindelige mennesker vidste, hvem de var.

- Det gav meget synlighed i medierne, og skabte meget diskussion. Men de er ikke længere med, og endte i forskelligt omfang med at defilere (marchere, red.) ud igen og er altså i dag ikke med til at tegne partiet, siger han.

Det betyder dog ikke, at det at være kendt udenfor politik i sig selv er diskvalificerende, siger Christian Elmelund-Præstekær.

- Det kommer an på personen, om det er en fordel at være kendt. Joachim B. Olsen er et eksempel på en, der har klaret sig fint i politik og nu er mere kendt som politiker end som sportsmand. Men Lars Kolind er kendt for det modsatte – at man kan være en god leder et andet sted, men ikke gøre det godt i politik, slutter han.