Vestjyske børn får tidligt fri og timer med to lærere

- Vi ruller ikke skolereformen tilbage, vi justerer lidt, siger udvalgsformanden i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor de fleste skoler har kortet skoledagen af.

(Foto: © Bardur Thomsen, DR Nyheder)

Der er trængsel ved katederet i 6.a på Lem Stationsskole i Vestjylland.

Både lærer Vicki Pedersen og hendes kollega Tommy Hjøllund skal i dag undervise klassen, der har 16 elever.

Der står ”spottime” på skemaet, og i første omgang skal eleverne snakke om, hvad de gerne vil være bedre til.

- Det der med at få læst, det skal jeg være lidt bedre til at huske, siger elev Rasmus Holck Knudsen til Tommy Hjøllund, der går rundt mellem bordene og snakker med eleverne.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5a01be0c6187a417ac2b986e

Vicki Pedersen gør det samme som sin kollega. Hun er glad for at kunne arbejde sammen med en anden lærer.

- I og med at vi er to kan vi bedre komme omkring. Så vi når faktisk mere i timerne, siger hun.

Bagefter skal klassen deles op. Tommy Hjøllund hiver computere og matematikopgaver frem til den ene halvdel af klassen, mens den anden går med Vicki Pedersen for at spille spil om ordsprog lidt længere nede ad gangen.

Når der er to lærere i dag, så er det fordi Lem Stationsskole har omlagt lektiecafeen to dage om ugen til én dobbeltlektion med to lærere på én gang. Det er nemlig en mulighed i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Det har vi gjort, fordi det er en mulighed i loven. Og fordi vi ved, at der er klasser, som vil profitere af en lidt kortere skoledag, siger Lennart Qvist, der er formand for Børne og Familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Et stort flertal af kommunerne lader skolerne gøre som her på Lem Stationsskole. 84 af landets 98 kommuner har givet skoler lov til at omlægge dele af den understøttende undervisning, som især består af lektiecaféer, til timer med to voksne i stedet.

TILLADER KOMMUNEN AT KORTE SKOLEDAGEN AF?

Det viser en rundspørge til kommunerne, som DR Nyheder har lavet. Det er folkeskolelovens §16b, der giver skolerne mulighed for at korte skoledagen af i ”helt særlige tilfælde.”

Men her på skolen er det faktisk samtlige klassetrin, der har fået tidligere fri og to lærere i én time til gengæld for de kortere skoledage. Og det skyldes, at den lange skoledag ikke kunne blive til det, skolen ønskede, forklarer skoleleder Marianne Kipker.

- Vi syntes ikke, at den hjælp vi tilbød børnene var tilfredsstillende. Det har været rigtig meget lektiehjælp, hvor nogen har siddet og været færdige og ikke har haft brug for hjælp og andre har haft brug for mere faglig opbakning. Og det synes vi, at vi giver bedre med to lærere.

Eleven Rasmus Holck Knudsen er i gang med procentregningen, som han har helt styr på. Men i andre tilfælde er han glad for muligheden for at kunne komme i kontakt med en lærer hurtigt.

- Fordi vi får mere hjælp. Og så kommer man hurtigere videre. Så lærer man jo mere, siger Rasmus Holck Knudsen, der – måske ikke så overraskende – heller ikke har noget imod at have tidligere fri.

- Så har man mere fritid, siger han.

Danmarks største institut for forskning i uddannelse er dog langt fra enige i, at man lærer mere med kortere skoletid og to lærere i et par timer til gengæld. Tværtimod.

- Vi ved, at det at have to lærere i én time ikke er nær så effektivt som at have én lærer i to timer, siger Claus Holm, der er institutleder på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

At eleverne skulle lære mere var det store mål med folkeskolereformen, som et bredt flertal i Folketinget gennemførte i 2014.

Og når kommunerne giver skolerne lov til at forkorte skoledagene igen og dermed rulle et centralt element af folkeskolereformen tilbage, så bliver mulighederne for at nå folkeskolereformens mål mindre vurderer Claus Holm.

- Set med forskningsmæssige briller må man sige at det indebærer risiko for, at deres (elevernes, red.) læringsmæssige udbytte bliver mindre, siger forskeren.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har man valgt at det er den enkelte skoleleder, der egenrådigt beslutter, om de vil korte skoledagen af. Men det er ikke til fare for skolereformens mål om at få de svage elever med og t udfordre de stærke, mener udvalgsformanden i kommunen.

- Er I ved at rulle folkeskolereformen tilbage?

- Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes, at der er rigtig mange gode ting ved reformen. Men når man kigger på den enkelte klasse, så kan det godt være, at der nogen gange er mulighed for at justere lidt, siger Lennart Qvist.

Lærer Tommy Hjøllund hjælper 6.a med matematikopgaverne. (Foto: © Bardur Thomsen, DR Nyheder)

I Ringkøbing-Skjern Kommune er det lige godt halvdelen af kommunens skoler, der har valgt at skære i skoletidens længde.

Den anden halvdel af 6.a spiller et brætspil om ordsprog og faste vendinger.

- Alfred har lagt penge til side. Han har spinket og ….,, står det på et kort.

- Og så skal vi gætte det sidste ord, forklarer elev Mira Nielsen.

Hun ser frem til at have tidligt fri i dag. Selvom det også betyder, at hun ikke har lige så meget tid til rådighed i skolen til at få lektierne lavet.

- Vi skal lave lektierne derhjemme. Men det betyder ikke så meget, for vi får ikke ret mange lektier for, fortæller hun.

- Kan de være svært at få hjælp til lektierne derhjemme?

- Nogle gange. Men vi kan godt selv, for vi får det godt forklaret i skolen.

Lærer Vicki Pedersen har bedre tid til at hjælpe eleverne, når hun en gang om ugen underviser sammen med en kollega i én klasse. Til gengæld får eleverne tidligere fri to gange om ugen. (Foto: © Bardur Thomsen, DR Nyheder)

Netop det, at fagligt svagere elever kunne få hjælp til lektierne på skolen, var blandt de vigtigste argumenter for at indføre den længere skoledag med folkeskolereformen. Men lærer Vicki Pedersen mener ikke, at det har social slagside, når der ikke er lige så lang tid til lektiehjælp på skolen.

- Vi har faktisk valgt ikke at give dem ret mange lektier, fordi vi prøver at få et indhold i timerne, der dækker det, de ellers skulle have siddet med derhjemme. Den daglige træning med læsning og afleveringer er der stadigvæk. Men vi når mere i timerne, siger lærer Vicki Pedersen.

Kommunens udvalgsformand er overbevist om, at skolerne i kommunen selv er bedst egnede til at bestemme om de vil korte skoledagen af eller ej.

- På de enkelte skoler finder man den løsning der passer bedst til de elever, man har i klassen, siger Lennart Qvist.

6.a er ved at være færdige for i dag og samles i klasseværelset for at sige farvel. Og en time før almindelige ringetid er Lem Stationsskole tømt for børn.