Han har trukket medaljer hjem til Danmark, når kvindelandsholdet i håndbold har spillet turneringer rundt i verden.
Nu vil han have en borgmesterkæde om halsen.
Ulrik Wilbek, der stiller op for Venstre, har sat alle sejl ind for at blive borgmester i Viborg.
Men ikke alle har været lige begejstrede for den tidligere landsholdstræner.
Den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen, der tidligere var borgmester i Viborg, overlod posten til partifællen Torsten Nielsen, og han har opfordret Viborgs vælgere til at stemme efter den førte politik og ikke efter, ’hvilke medaljer folk har hentet hjem engang’.
På den anden side kæmper Socialdemokraternes borgmesterkandidat, Per Møller Jensen, også om den magtfulde post i den midtjyske by.
Forberedt sig i 14 måneder
Alligevel er Ulrik Wilbek forhåbningsfuld op til, at stemmerne begynder at blive talt op.
- Jeg besluttede mig for 14 måneder siden at gå all in. Jeg har brugt tiden på at forberede mig og sætte mig ind i de sager, som jeg har kunnet, siger Ulrik Wilbek.
Ulrik Wilbek har blandt andet brugt tiden efter sin karriere som landsholdstræner på at skrive bøger og rådgive om ledelse. Den erfaring har han også brugt de seneste 14 måneder, hvor han har lagt en strategi for i aften.
- Den (strategien, red.) har jeg ikke tænkt mig at fortælle dig om lige nu, siger Ulrik Wilbek, da DR's Johannes Langkilde spørger ham.
- Men det er klart, at man er en dårlig politiker, hvis man ikke har forberedt sig, tilføjer han.
Men hvad vil du med Viborg?
- Vi kan ikke komme ind på det hele her, men jeg synes ikke, vi er gode nok på velfærdsområdet. Vi har en høj ungdomsarbejdsløshed, som er en af de højeste i landet. Vi er dårlige på det psykiatriske område, og så skal vi have bedre veje til de andre byer omkring os, siger Ulrik Wilbek.
Han er dog sikker på, at hans erfaring som landsholdstræner kan være en fordel for byen.
- Jeg tror ikke, det er en ulempe. Jeg har også coachet offentlige virksomheder, og jeg håber, jeg kan flytte det på en positiv måde, siger Ulrik Wilbek.
