Løkke vil forenkle junglen af uddannelsestilbud

Der bliver ikke taget nok hånd om unge med indlæringsvanskeligheder efter folkeskolen, mener statsministeren.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er det et "kollektivt svigt", at mange unge ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Unge med indlæringsvanskeligheder og elendige afgangsprøver fra folkeskolen bliver mødt af et betonloft af uoverskuelige tilbud. Det kan hverken de unge eller deres forældre finde rundt i.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Politiken.

Han betegner det som et "kollektivt svigt", at omtrent en femtedel af landets unge hverken har afsluttet en ungdomsuddannelse eller har fået et job, syv år efter de har forladt folkeskolen.

- Hvis ikke du lykkes i folkeskolen, er det tilbud, vi har, for komplekst og uoverskueligt, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Tirsdag præsenterer et ekspertudvalg nedsat af regeringen en stribe forslag til at forenkle det nuværende system af erhvervsskoler, produktionsskoler og tiltag, der er skabt for at tage hånd om gruppen af unge med indlæringsvanskeligheder.

Ifølge statsministeren vil regeringen inden længe fremsætte et samlet forslag til, hvordan man skal indrette forløbet efter folkeskolen for dem, der ikke bare klarer sig selv.

/ritzau/