Mogens Lykketoft var næsten lige fyldt 35, da daværende statsminister Anker Jørgensen ringede ham op i januar 1981.
Ikke for at ønske tillykke med fødselsdagen, men for at tilbyde ham posten som skatteminister i det, der skulle blive Anker Jørgensens sidste socialdemokratiske regering.
35 år senere har Mogens Lykketoft netop meddelt, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg og dermed stopper sin parlamentariske karriere.
Netop opringningen fra Anker Jørgensen var afgørende, mindes Mogens Lykketoft på Socialdemokratiets årlige kongres i Aalborg.
- Det var et meget, meget stort øjeblik, da Anker Jørgensen bestemte den seneste halvdel af mit liv ved at ringe til mig og spørge, om jeg ville være skatteminister i 1981.
- Det har ligesom fastlagt en helt masse ting som at komme i Folketing og regering. Fantastisk mange forskellige job i ét job. Senest den her enestående spændende oplevelse at være formand for FN’s Generalforsamling, siger Mogens Lykketoft.
Syv år som kassemester
Mogens Lykketoft var Anker Jørgensens skatteminister i godt halvandet år, og derefter gik der mere end 10 år, før Socialdemokratiet igen kom til magten i dansk politik, hvorefter han blev udpeget som finansminister af statsministeren, der i 1993 hed Poul Nyrup Rasmussen.
Lykketoft sad på posten frem til 2000.
- Det er klart, at den længste indsats var som finansminister. Vi fik faktisk 250.000 danskere i arbejde. Det, synes jeg, er det mest håndgribelige, jeg har været med til at bidrage til, siger Mogens Lykketoft.
Siden nåede han også at være udenrigsminister samt socialdemokratisk formand efter netop Poul Nyrup Rasmussen. Lykketoft formåede dog aldrig selv at føre Socialdemokratiet til en valgsejr, og efter nederlaget i 2005 stoppede han som partiformand.
Artiklen fortsætter under billedet.
Dagbøger fylder en hel hylde
Efter næste valg vil Mogens Lykketoft fortsat blande sig i politik, for ”gamle cirkusheste stopper aldrig”, som han selv siger.
- Men 13. gang tager jeg ikke med i valgkamp. Det betyder jo ikke, at jeg holder op med at interessere mig for politik, og hvis mit parti kan bruge mig til at løse nogle opgaver, er jeg stadig til rådighed, siger Mogens Lykketoft.
- Nu vil jeg bruge mange kræfter på – både før og efter et valg – at tale den dagsorden, som vi har haft helt oppe på toppen i FN om klima og bæredygtighed. For det er den måske mest essentielle dagsorden, vi har. Hvis ikke vi får gjort noget ved det, så når vi måske ikke alt det andet vi gerne vil, siger han.
Der skal dog også være tid til at skrive erindringer om de mange år i dansk politik – blandt andet om opringningen fra Anker Jørgensen.
- Jeg har dagbogsnotater fra de sidste 42 år. De fylder en hel hylde i klædeskabet, siger Mogens Lykketoft.
BLÅ BOG:
Født: 9. januar 1946 i København. Søn af farvehandler Axel Lykketoft og Martha Lykketoft. Gift med journalist Mette Holm.
Har to døtre fra et tidligere forhold. Har desuden været gift med tidligere kulturminister Jytte Hilden (S)
Uddannelse:
- •
Matematisk student 1964.
- •
Cand.polit. 1971.
Erhverv:
- •
Afdelingsleder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1975-1981
Politisk karriere:
- •
Medlem af Folketinget fra 1981
- •
Minister for skatter og afgifter 1981-1982
- •
Socialdemokratiets politisk-økonomiske og finanspolitiske ordfører 1988-1991
- •
Politisk ordfører 1991-1993 og 2001-2002
- •
Finansminister 1993-2000
- •
Udenrigsminister 2000-2001
- •
Socialdemokratiets formand 2002-2005
- •
Formand for Folketinget 2011-2015
Publikationer og andet:
- •
"Skattereform 78?" 1978
- •
"Sans og samling - en socialdemokratisk krønike" 1994
- •
"Kina drager" sammen med Mette Holm 2006