Det kan være tæt på en umulig opgave for en minister at få politiske forslag taget op i regeringens centrale økonomiudvalg, som er med til at afgøre hvilke ideer, der skal udmønte sig i konkrete lovforslag til afstemning i Folketinget.
Det siger Martin Lidegaard (R), der selv er forhenværende klima- og energiminister samt udenrigsminister i Helle Thorning-Schmidts (S) tidligere regering, i P1’s politiske magasin ”Slotsholmen”.
Han henviser til, at de økonomiske ministerier med Finansministeriet i spidsen i dag har sat sig på så meget af den reelle politiske magt i regeringen.
- Jeg har oplevet som finansordfører i oppositionen at have mere indflydelse nu end jeg havde som minister i en regering. Det er lidt vildt, siger Martin Lidegaard.
- Også selvom jeg var udenrigsminister og sad i alle de centrale udvalg, siger han.
Kæmpe flaskehals
Når regeringens økonomiudvalg, som ledes af Finansministeriet, skal have sager fra de øvrige fagministerier på dagsordenen, gennemgås sagerne først af en gruppe bestående af departementschefer fra de økonomiske ministerier. Den såkaldte styregruppe.
Det er reelt umuligt at få politiske forslag behandlet i økonomiudvalget, uden at det på forhånd godkendes i styregruppen, siger Martin Lidegaard og understreger, at det i princippet kan være fornuftigt nok.
- Men det har bare udviklet sig til en kæmpe flaskehals og en politisk screeningsproces. Selvom der har været en politisk enighed, og det står i regeringsgrundlaget, så kan det være rigtig svært for en almindelig ressortminister at få det op til politisk diskussion i regeringens økonomiudvalg, siger den tidligere radikale minister.
- Jeg tror ikke, at det som udgangspunkt er tænkt, at det skal være sådan. Men sådan bliver det de facto, og det er virkelig få ministre, der er inde og have fat i håndtagene.
- Det går ud over den politiske innovation, siger Martin Lidegaard.
Politisk ansvar at ryste op i det
Samme oplevelse har tidligere departementschef i Socialministeriet Jesper Zwisler haft flere gange.
Han fortæller ligeledes i ”Slotsholmen” på P1, Finansministeriets embedsmænd har langt mere magt end man forestiller sig, og at embedsmændene blander sig i en lang række politiske spørgsmål i de enkelte ministerier. Det kan være ”dybt problematisk”, mener Jesper Zwisler.
Martin Lidegaard mener, at der er behov for en politisk diskussion om Finansministeriets omfattende magt i dansk politik.
- Det er et politisk ansvar at ryste op i det her.
- Det er ikke fordi, at jeg vil skyde skylden på nogen andre end os, der har ansvaret. Men netop derfor er der også behov for det. Jeg tror, at rigtig mange ministre i både min egen og den nuværende regering vil kunne nikke genkendende til det her mønster og har en frustration over, at man burde kunne gøre det på en bedre måde og samtidig bevare den økonomiske ansvarlighed, siger Martin Lidegaard.