Mette Frederiksen har store planer og ser 10 år frem: 'Nu skal vi videre'

Der blev ikke brugt mange ord på coronakrisen, da Mette Frederiksen holdt tale under afslutningsdebatten.

Statsministeren fremlagde store planer under dette års afslutningsdebat. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) har for kort tid siden talt fra talerstolen i Folketinget i forbindelse med den årlige afslutningsdebat, men det var ikke med stort fokus på coronakrisen.

Du kan følge afslutningsdebatten direkte øverst på siden.

- En statsministers tale ved Folketingets afslutningsdebat plejer at se tilbage på folketingsåret. I år vil jeg gøre det anderledes. Jeg vil se frem, lød det fra statsministeren.

- Vores danske håndtering af pandemien viser først og fremmest, at der altid er et valg. Vi valgte rigtigt. Den her gang. Nu skal vi videre.

- Vi skal gå den modsatte vej. Reformer, innovation, uddannelse, jobskabelse og vækst. Lige nu har vi et bedre udgangspunkt, end nogen turde håbe på i de mørke uger i foråret 2020. Vi har styrken. Nu skal vi finde den politiske vilje til forandring, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren fortalte, at regeringen den kommende tid vil præsentere en 10-årsplan for Danmark.

- Regeringen forbereder nu et ambitiøst reformprogram. Vi vil øge væksten og velstanden. Gøre Danmark til et både rigere og grønnere samfund og først og fremmest dygtigere. Vi vil sætte reformarbejdet i gang med et 10-årigt perspektiv, siger Mette Frederiksen.

Bekymret for ulighed blandt unge

Et af de steder, hvor statsministeren vil sætte ind, er blandt unge og deres valg af uddannelse.

- Vores børn bliver dygtigere. Nok også mere end vi selv er. Men alt for sjældent taler vi om de unge, der hverken er i gang med at uddanne sig eller har et job, sagde statsministeren.

- Uligheden i sundhed – og i uddannelse, den begrænser, den indskrænker og den holder tilbage. Den er uretfærdig. Den er forkert.

Hun tilføjede desuden, at det er derfor hun mener, at et af regeringens seneste forslag om udflytning af flere uddannelser til hele Danmark er vigtig.

- Vi har altså også brug for, at man kan bo og uddanne sig i hele Danmark. Det kræver, at vi tør træffe politiske valg. Som ikke alle steder vil være lige populære. Men alternativet er en skæv udvikling, sagde hun på talerstolen.

- Allerede nu er situationen, at vi ikke i tilstrækkelig grad uddanner til de jobs, der er i både den offentlige og den private sektor.

Derudover lagde hun også vægt på, at regeringen vil kigge på det arbejdsmarked, som mange unge, der uddannede sig, skal ind på bagefter.

- Usikker indkomst, der er ingen eller ringe pensionsordninger, dårligere barselsvikår. Derfor skal vi have løst den udfordring: At vi er klar til at gribe fremtiden. Give vores virksomheder muligheder for at finde nye forretningsmodeller, sagde hun.

Flere indvandrer-kvinder i job

Mette Frederiksen tog også et krav fra nytårstalen med på talerstolen.

- Vi har nu gennem årtier har accepteret, at mange kvinder med indvandrerbaggrund går derhjemme i stedet for at have et job uden for hjemmet.

Sådan skal det ikke blive ved med at være, sagde hun.

I talen sagde Mette Frederiksen, at ud af ti kvinder med baggrund i Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan eller Tyrkiet er der kun fire, som er i arbejde.

Hun lagde desuden vægt på, at dét er noget af det, man skal kigge på, når partierne snart skal forhandle om et nyt kontanthjælpssystem, som regeringen netop har fået et ekspert-forslag til i Ydelseskommissions seneste rapport.

- Når man har fået ophold i Danmark, så skal man selvfølgelig forsørge sig selv. Og hvis det i en periode alligevel ikke kan lade sig gøre, vil regeringen foreslå, at man - til gengæld for sin ydelse - som det helt klare udgangspunkt får pligt til at bidrage med, hvad der svarer til en almindelig arbejdsuge på 37 timer.

- Møder man ikke op, når man skal, får man ikke sin betaling. Vi vil indføre den arbejdslogik, sagde Mette Frederiksen.

Statsminister gør op klima-hockeystav

Men det var ikke kun arbejdsmarkedet og den økonomiske politik, som statsministeren havde sit fokus på.

Også klimaet fik plads i talen til afslutningsdebatten.

- Der var længe en diskussion om 'hockeystaven'. At vi først tæt på 2030 skulle træffe de svære beslutninger.

- Kun et år efter vi vedtog klimaloven, der har vi allerede truffet beslutninger, som, sammen med landsbrugsudspillet og erhvervslivets beslutninger, bringer os næsten halvdelen af vejen.

- Hvis der nogensinde var en hockeystav. Så kan vi vist godt konstatere, at den er knækket.

'Hockeystaven' er et meget udskældt begreb, som specielt klimaminister Dan Jørgensen (S) har brugt om, hvordan Danmark skal nå målet om at reducere sin CO2-udledning med 70 procent i 2030.

Det bliver ikke sidste gang i dag, at statsministeren skal på talerstolen. Hun skal senere svare på spørgsmål fra folketingspartierne.

Afslutningsdebatten plejer at blive kaldt maratondebatten, fordi den varer til langt ud på aftenen. Sidste år varede den over 15 timer.