Landets kommuner behøver ikke se stiltiende til, mens deres kyster bliver fyldt op med kystnære havvindmøller.
Det er meldingen fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der vil indkalde Folketingets energiordførere for at se på en ændring af den såkaldte "åben dør-procedure".
- Jeg vil indkalde Folketingets energiordførere til en drøftelse snarest muligt for at diskutere, hvordan vi giver kommunerne indflydelse på de kystnære vindmøller, siger ministeren.
Vil ændre åben dør-princip
- I dag er der et åben dør-princip, der betyder, at man kan søge hos Energistyrelsen uden at inddrage kommunerne, og det ønsker jeg at ændre, siger Lars Christian Lilleholt.
Konkret betyder proceduren, at private aktører kan indhente en administrativ tilladelse fra Energistyrelsen til at opføre en kystnær vindmølle uden at skulle inddrage den kommune, hvor møllen skal placeres.
Og det har givet anledning til kritik fra en række kommuner. Også selvom det for nylig er kommet frem, at kun fem af de i alt 28 ansøgninger, som private entreprenører har afleveret til Energistyrelsen om at etablere vindmølleparkerne, er i fremdrift.
Det skyldes ifølge Energistyrelsen, at støtten til den producerede el bliver betydeligt mindre, end det så ud til, da det store flertal af ansøgninger blev indsendt.
Vil ikke svække grønne ambitioner
Men der er stadig god grund til at se reglerne efter, lyder det fra Lars Christian Lilleholt.
- Lokalt kan det godt føles voldsomt, hvis der skal etableres 50-100 vindmøller tæt på land, siger han.
Ministeren afviser, at en eventuel ændring af reglerne vil betyde en svækkelse af Danmarks grønne ambitioner.
- Jeg vil som minister gerne fortsætte den grønne omstilling. Men jeg ved også, at hvis det skal lykkes, kræver det opbakning i befolkningen. Den kommer ikke ved, at man fra centrale myndigheders side trækker noget ned over hovedet på borgerne, siger han.
/ritzau/