Ny måling: Konservative går frem

Konservative oplever fremgang, mens vælgerne stadig forsvinder fra DF, viser ny Epinion-måling lavet for DR Nyheder.

Grafik: Morten Fogde Christensen

Der er godt nyt for det konservative parti og gruppeformand Mette Abildgaard. I hvert fald, når hun ser den seneste meningsmåling.

Regeringspartiet står nemlig til at få 4,5 procent af stemmerne, og det er en fremgang på 1,1 procentpoint, viser en ny meningsmåling lavet af Epinion for DR Nyheder.

- Stemningen er en lille smule bedre til vores gruppemøder, når vi kan se, det går godt i målingerne, og det giver ro til at tale politik, frem for at skulle tale dårlige meningsmålinger, siger Mette Abildgaard.

Selv når man tager højde for den statistiske usikkerhed, går partiet frem i forhold til seneste måling.

Mette Abildgaard tror, det har stor betydning for vælgerne, at Konservative sidder med i regeringen.

- At placere en tydelig Søren Pape Poulsen på retsområdet, en socialminister i Mai Mercado og en Brian Mikkelsen, der kæmper for væksten i Danmark. Det tror jeg, vores konservative bagland og vores konservative vælgere kan lide, siger hun.

Men gruppeformanden mener forsat partiet ligger for lavt i vælgertilslutning.

- Det er dejligt, at det går den rigtige vej, men selvfølgelig har vi ambitioner om mere end de 5 procent, siger hun.

Vælgerne siver fra DF

Mindre godt ser det ud for Dansk Folkeparti, der endnu engang går tilbage i forhold til 2015-valget.

Regeringens støtteparti kan ifølge målingen registrere en tilbagegang på 4,4 procentpoint siden valget i 2015 og vil i dag få 16,7 procent af stemmerne.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er ikke bekymret for partiets tilbagegang i meningsmålingerne.

- Det gik rigtigt fint til sidste Folketingsvalg, så samlet set ligger vi fint. Alle partiledere vil hellere have flere end få mandater, men det handler om, hvordan man bruger, dem man har, og der står Dansk Folkeparti i en stærk position, siger han.

Blå blok vinder frem

Ifølge den nye måling står partiet Nye Borgerlige til 2,1 procent af stemmerne og hvis det holder stik kommer de over spærregrænsen og ind i Folketinget.

Blå blok har de sidste tre måneder hentet 2,1 procentpoint, da de er gået fra at få 46,4 procent til at få 48,5 procent af stemmerne, men der er umiddelbart fortsat rødt flertal.