Ny minister vil skære i brug af antibiotika i svinestalde

Miljø og fødevareminister stiller krav for at nå målsætningen i mrsa-handlingsplan.

Jakob Ellemann-Jensen (V) vil sænke det nuværende antibiotikaforbrug i danske svinestalde med 15 procent. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen/Karoline Lieberkind, DR ARKIV)

Danske svin skal have mindre antibiotika, mener den nytiltrådte miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Det er gået i den rigtige retning, men nu stagnerer det lidt. Vi skal stramme skruen en ekstra tand for at nå helt i mål, siger ministeren til Politiken.

Han vil sænke det nuværende forbrug med 15 procent for at nå målsætningen i mrsa-handlingsplanen fra 2015.

Ellemann-Jensen tiltrådte ministerjobbet 2. maj. Meldingen er hans første markante varsel om indgreb over for landbruget.

Landbruget brugte i 2014 omkring 86 ton antibiotika, og det tal skal ned, så der i 2018 i alt bliver brugt højst cirka 73 ton antibiotika.

Men det er hverken muligt eller rimeligt, lyder det fra brancheorganisationen Danske Svineproducenter.

Landbrug & Fødevarer mener ikke, at brugen af antibiotika kan gøres op i kilo, da landmændene har fået besked på at benytte et andet antibiotika, som vejer ti gange mere, end det de tidligere brugte.

- Det er problematisk, fordi man sammenligner pærer og bananer. Ministeren lægger et massivt pres på de besætninger, der ligger i den tunge ende i forhold til antibiotikaforbrug, siger Christian Fink Hansen, der er sektordirektør for svineproduktion.

/ritzau/