Opposition: Udlændingestyrelsen må svare i Støjberg-sag

Udlændingestyrelsen bliver nu afkrævet svar på, om ministerium gav mundtlig instruks om adskillelse af unge asylpar.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var i et fire timer langt samråd i torsdags, og hun er indkaldt til endnu et samråd. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten vil have svar fra Udlændingestyrelsen på, om den modtog en mundtlig instruks om adskillelse af mindreårige asylpar uden individuel sagsbehandling, skriver Information.

Det skulle ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg være sket 10. februar på et møde mellem ministeriet og styrelsen, og de tre partier stiller nu skriftlige spørgsmål i Folketinget for at få et svar fra styrelsen.

Hvorvidt den mundtlige instruks blev givet, er blevet en vigtig del af en sag om, hvorvidt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bevidst har indført en ulovlig praksis.

Sagen begynder med en pressemeddelelse, hvori Støjberg oplyser, at ingen asylansøgere under 18 år må bo sammen med en ægtefælle eller samlever. Det er ifølge Folketingets ombudsmand ulovligt, fordi der skal ske en individuel vurdering.

Ifølge Inger Støjberg blev pressemeddelelsen fejlagtigt læst som en instruks i Udlændingestyrelsen.

Information har siden spurgt, om Udlændingestyrelsen kan bekræfte den udlægning. Til det spørgsmål lød svaret: Ingen kommentarer.

Folketingets ombudsmand noterer i sin redegørelse, at der hverken i ministeriet eller styrelsen er blevet præsenteret et skriftligt notat om den mundtlige ordre.

Til gengæld har styrelsen oplyst til ombudsmanden, at den modtog en mundtlig instruks fra ministeriet om administrativt at effektuere i overensstemmelse med pressemeddelelsen.

/ritzau/