Det er helt skævt, at udenlandske forskere ansat ved danske universiteter skal igennem lange ansøgningsprocesser for at få dispensation til eksempelvis en gæsteforelæsning.
Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), efter at en aktindsigt givet til DR Nyheder har vist, at mindst otte udenlandske forskere siden 1. januar 2016 er blevet politianmeldt, fordi de ikke har overholdt de danske arbejds- og opholdstilladelser.
Det er Inger Støjbergs egen styrelse, Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som har politianmeldt de otte forskere, men nu skal reglerne ændres hurtigst muligt, fastslår ministeren.
- Vi skal have lavet de her regler om, og det skal vi hurtigst muligt. Derfor kommer jeg også til at fremlægge et forslag, inden der er gået ret lang tid, og så vil jeg selvfølgelig søge politisk opbakning til det i Folketinget, siger Inger Støjberg.
Udlændingeministeren går efter en hurtig ændring af reglerne, når hun har fremlagt sit udspil.
- Jeg håber, at Folketinget vil være med til en eller anden form for lidt hurtigere behandling af det her, siger hun.
Haster det?
- Ja, jeg ser gerne, at reglerne bliver lavet om hurtigt, siger Inger Støjberg.
15 timer til at udfylde dispensation
En af de otte politianmeldte forskere er Brooke Harrington, som i sidste uge holdt et oplæg om skatteunddragelse arrangeret af Socialdemokratiet på Frederiksberg.
Her tog det 15 timer at udfylde dispensationen.
Regeringen har ved flere lejligheder annonceret, at den vil søge at ændre reglerne, så forskere fremover kan få lettere ved at søge og modtage dispensation til at tage ekstra arbejde.
De Radikale har imidlertid rettet kritik mod regeringen for ikke at være hurtig nok på den front, når man tidligere har set Inger Støjberg haste love igennem Folketinget på få dage.
Inger Støjberg, hvorfor sker det ikke nu?
- Fordi vi skal være fuldstændig sikre på, at vi har fast grund under fødderne. Også i denne sag. Derfor kan jeg sige, at vi sidder og arbejder med de sidste detaljer, siger Inger Støjberg.
- Det er helt overordnet regler, der mig bekendt har været gældende siden 1980’erne, og så er der så noget registersammenkørsel, der betyder, at der nu er nogle forskere, som bliver fanget op af de her regler. Det er ikke hensigtsmæssigt, og derfor skal vi have det ændret.
Skal bruge et flertal
Kommer du med et udspil før jul?
- Jeg regner med, at jeg relativt hurtigt kan lægge et forslag på bordet, men så skal der jo være et politisk flertal for at ændre reglerne, siger udlændingeministeren.
Dansk Folkeparti ser ikke umiddelbart nogen grund til at ændre reglerne. Hvor vil du finde det flertal?
- Nu må vi lægge forslaget frem, og så må jeg jo søge opbakning i Folketinget blandt de partier, der har meldt ud, at de ønsker reglerne ændret.
Det er din egen styrelse, der har politianmeldt de her forskere. Kan du ikke bare bede styrelsen om at lade være med det?
- Nej, det er sådan, at en styrelse selvfølgelig skal efterleve den lovgivning, der er nu, og det har SIRI også gjort. Men dermed ikke sagt, at vi ikke er et sted, hvor reglerne skal laves om. For det mener jeg, at vi er, siger Inger Støjberg.