OVERBLIK Inger Støjbergs instruks-forklaring blev vraget, og 14 dage efter beder Jakob Ellemann hende om at forlade sin post

Det har været 15 dramatiske dage i Venstre, efter at Instrukskommissionen aflagde sin beretning.

Venste-formand Jakob Ellemann-Jensen meldte søndag ud, at han ultimativt er klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg. Arkivfoto. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Jakob Ellemann (Venstres formand, red.) har i dag bedt mig om at gå af som næstformand for Venstre. Jeg forstår, at det blandt andet skyldes hans manglende tillid til min linje i en række politiske sager.

Sådan lyder det fra Venstres Inger Støjberg, der nu trækker sig fra posten som næstformand og efterlader en tom stol til en ny næstformand, der skal vælges af partiet.

Det kommer ikke helt ud af det blå, at Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen er kommet på kant af hinanden i formandskabet.

Kampen brød ud forleden, da Jakob Ellemann-Jensen luftede, at han kan gå med til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg. Men før vi kommer så langt i fortællingen, skal vi skrue tiden lidt tilbage.

Striden i formandskabet bunder nemlig i sagen om Instrukskommissionen - eller barnebrudskommissionen, som Inger Støjberg har fastholdt at kalde den.

14. december: Kommissionen vrager Støjbergs forklaring

Sagen starter helt tilbage i 2016, da Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister i VLAK-regeringen.

Den 10. februar 2016 blev der sendt en pressemeddelelse ud fra Inger Støjbergs ministerium. Af den fremgik det, at alle par på danske asylcentre, hvor den ene part var mindreårig, skulle adskilles. Det skulle ske uden undtagelse for at forhindre, at der fandtes, hvad Inger Støjberg betegnede som barnebrude på danske asylcentre.

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Det er blandt andet den pressemeddelelse, der har været en del af den senere Instrukskommissions undersøgelse. Men pressemeddelelsen var en "klart ulovlig instruks", er både Instrukskommisionens og Folketingets Ombudsmands vurdering.

Den 14. december i år aflagde Instrukskommissionen så sin delberetning. Og kommissionen købte ikke den tidligere udlændinge- og integrationsministers forklaring om, at et ministernotat var det afgørende dokument i sagen, der gjorde adskillelserne lovlige.

Notatet lægger modsat alle andre skriftlige spor i sagen op til, at der kunne være undtagelse. Men:

- Kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen, lød det i beretningen.

Beretningen blev sendt videre til uvildige advokater, der skal vurdere, hvor ansvaret i sagen kan placeres.

Kritikken begynder at vælte ned

Beretningen får kritikken til at vælte ned over Inger Støjberg, der siden sin ministertid er blevet valgt til næstformand for Venstre.

Ordet rigsretssag begynder at dukke op for at placere et ansvar i sagen om den ulovlige instruks. Det er fra både eksperter og fra politisk kant.

Den 15. december meddeler Liberal Alliance, der sad i regering med Venstre i 2016, at de gerne så sagen prøvet ved en rigsretssag.

Den tidligere Venstre-profil Søren Pind lufter også, at han synes, Inger Støjberg skal trække sig som næstformand for partiet.

Radikale Venstre kommer dagen efter på banen og vil have en rigsretssag, fordi en gennemgang fra uvildige advokater 'trækker tingene i langdrag'.

27. december: Formanden støtter en rigsretsag

Sagen forsvinder ikke i løbet af december, selvom coronasmittetallene stiger, og samfundet bliver lukket ned.

Og søndag smider Jakob Ellemann-Jensen en håndgranat, hvor splitten er trukket ud.

I et interview med Jyllands-Posten siger han, at han er "ultimativt klar til at støtte en rigsretssag" mod Inger Støjberg. Han kan ikke leve med det billede, som instrukssagen har skabt af Venstre, meget længere.

Jakob Ellemann-Jensen ser to muligheder for at få renset partiet, forklarer han til Jyllands-Posten: At Folketingets uvildige advokater konkluderer, at der ikke er grobund for en rigsretssag. Eller en rigsretssag mod Inger Støjberg, og den vil Venstre selv bakke op.

28. december: Inger Støjberg er 'meget overrasket'

Inger Støjberg reagerede dagen efter på sin formands interview med Jyllands-Posten:

- Jeg er meget overrasket. Jeg vidste ikke, han havde lavet interviewet, og jeg er helt uenig, skriver hun på Facebook.

Næstformanden står da heller ikke mutters alene og er blevet frosset ud af sine partifæller. Hun har fuld opbakning fra kredsformanden i Skive, der er Inger Støjbergs opstillingskreds:

- Vi bakker Inger (Støjberg, red.) 100 procent op i Skive-kredsen. Hun er vores folketingskandidat og har gjort et fremragende stykke arbejde, siger kredsformand Susanne Rusbjerg i går.

Splittelsen i partiet kommer frem

Men der er ikke bred enighed internt i Venstre, og det er ikke alle, der viser deres opbakning til Inger Støjberg.

På Christiansborg har partiet været stille, men flere borgmestre vil gerne blande sig. En af dem er Venstre-borgmesteren i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek. Han vil gerne have Inger Støjberg til at trække sig - i hvert fald midlertidigt.

- Det er fremtiden for Venstre, vi kan tegne de næste par uger. Men vi kan også ødelægge fremtiden for Venstre. Så alvorligt er det faktisk, siger han tidligere i dag.

Også Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), opfordrer næstformanden til at 'holde sig en god, lang nytårsferie'.

- Og så skal vi vente på, at de to advokater, som Folketinget har udpeget, kommer med deres bedømmelse af hele situationen, siger han.

Inger Støjberg forlader posten efter krisemøder

I dag blev der så indkaldt til krisemøde i Venstres forretningsudvalg. Mødet varede i mere end to timer, før partiets hovedbestyrelse blev indkaldt til et møde for at diskutere konflikten.

20 minutter efter at mødet i hovedbestyrelsen gik i gang, kom beskeden fra Inger Støjberg på Facebook:

- Det kommer som en overraskelse, at det er endt her, og at Jakob har bedt mig om at gå af som næstformand. Jeg havde gerne set det anderledes. Men sådan er det, skriver hun blandt andet på Facebook.

Selvom Inger Støjberg nu trækker sig, så efterlader opgøret Venstre i en slemt tilredt tilstand, siger DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

- Det er et meget dramatisk for partiet, der for bare halvandet år siden var igennem et meget hårdt formandsopgør og nu står med så alvorlig en ledelseskrise igen.