Partier vil stille krav til sociale medier: Fjern ulovligt indhold med børn - eller få kæmpe bøder

DF, SF og De Radikale foreslår, at sociale medier får 24 timer til at fjerne ulovligt materiale.

Kristian Hegaard (R), Karina Lorentzen SF) og Peter Skaarup (DF). Foto: Mads Claus Rasmussen, Niels Christian Vilmann og Henrik Bagger (Scanpix)

Flere partier i Folketinget kræver nu, at reglerne for sociale medier skal strammes, så gerningsmænd får sværere ved at sprede seksuelt materiale med børn og nøgenbilleder delt uden samtykke.

- Der skal være en tidsfrist for, hvor lang tid der må gå fra, at man bliver opmærksom på det her ulovlige materiale og til, at det bliver fjernet, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Sammen med SF og De Radikale mener Dansk Folkeparti, at der skal stilles lovkrav til sociale medier om, at de skal fjerne ulovlige billeder af børn og billeder delt uden samtykke. Det skal ske inden for 24 timer, efter at de sociale medier er blevet gjort bekendt med det ulovlige materiale på deres platforme.

Hvis det ulovlige materiale ikke bliver fjernet inden for 24 timer, skal der vanke en stor bøde, mener partierne.

- Jeg vil godt sige meget klart, at jeg ikke er tilfreds med, at vi ikke har en lovgivning, som beskytter ofrene på dette område. Jeg vil have en tidsfrist på 24 timer, hvor åbenlyst ulovligt krænkende materiale skal væk, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

Kristian Hegaard, retsordfører for De Radikale, oplyser, at han også er tilhænger af en tidsfrist.

De politiske reaktioner kommer efter, at DR de seneste dage har fortalt, hvordan ukendte bagmænd har offentliggjort seksuelt krænkende materiale af børn og kvinder på Instagram.

Kig mod Tyskland

Politikerne henviser til lovgivning i blandt andet Tyskland. Her har sociale medier i et par år været forpligtet til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer. Tiden begynder at tikke, så snart de sociale medier har modtaget en skriftlig henvendelse fra bruger om ulovligt indhold.

Hvis det ulovlige materiale ikke bliver fjernet, udløser det store bøder, der kan løbe op i 50 millioner euro, svarende til omkring 372 millioner kroner.

Det samme bør ske i Danmark, understreger Peter Skaarup og siger, at det "er jo bare sløseri", når materialet ikke bliver fjernet.

- Det kan vi ikke være bekendt. Så det skal være nogle bøder, der virkelig siger spar to.

Frygt for at ramme ytringsfriheden

Nye krav til sociale medier om at fjerne ulovligt indhold har længe været på tegnebrættet på Christiansborg. Eksempelvis sagde daværende oppositionsleder, Mette Frederiksen (S), i et interview med Politiken sidste år, at det er værd at kigge mod Tyskland.

- Ingen har det præcise svar på, hvordan vi gør det her. Alle famler lidt. Men det vil være naturligt at se på de lande, der er gået længere end Danmark, og kigge på, om vi kan overføre den type lovgivning til Danmark.

Og i oktober 2019 lød det sådan her fra Venstres børneordfører, Ellen Trane Nørby:

- I Venstre bakker vi op om behovet for at se på regulering af det her område, særligt i forhold til hvor hurtigt de sociale medier skal slette indhold, sagde hun til Ritzau og tilføjede, at hun så frem til, at regeringen "kommer på banen med et konkret udspil".

Politikere på Christianborg har tidligere kigget på den tyske model. Men der har ikke været flertal for at kopiere modellen, fordi den også indbefatter, at ulovlige hadytringer skal fjernes inden for 24 timer.

Kritikere frygter, at det vil ramme ytringsfriheden, hvis sociale medier skal til at vurdere, hvilke hadytringer der er ulovlige og fjerne dem inden for 24 timer.

Ukendt tidshorisont på regeringens arbejde

Under en debat i Folketinget i maj måned i år om sociale mediers ansvar og behovet for tidsfrister, når det gælder om at fjerne ulovligt indhold, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S):

- Regeringen har igangsat et arbejde med det formål at afdække de problemstillinger, der knytter sig til de sociale medier, og at se behovet for at indføre regulering af området.

Justitsministeriet oplyser til DR, at man endnu ikke kan sige, hvornår det arbejde er færdigt.

Umbrella-sag er skrækeksemplet

Herhjemme har vi tidligere set sager, hvor ulovlige og voldsomt krænkende billeder og videoer har ligget på sociale medier og bliver delt i alt for lang tid efter en anmeldelse til enten politiet eller platformen.

Interesseorganisationen Digitalt Ansvar, som blandt andet Børns Vilkår og Red Barnet er medlemmer af, mener, at man bør lade sig inspirere af lovgivningen i Tyskland og Frankrig for at undgå, at materiale "spreder sig som en steppebrand".

- Hvis man ikke sætter ind hurtigt og effektivt, spreder det sig ud over nettet, og så spreder det sig ikke bare på de sociale medier, men ud på pornosider og videre ud over mere lyssky sider. Og så bliver det enormt svært for politiet at fjerne det og gøre deres oprydningsarbejde, siger næstformand i Digitalt Ansvar, Ask Hesby Krogh.

Christian Mogensen, specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik, stemmer i. Han siger, at kravene til sociale medier alt for vage, som reglerne er nu.

- Der bliver ikke gjort nok i dag for at fjerne det her materiale fra det åbne internet. Ikke engang tæt på.

- Det har vi ikke villet gøre i Danmark endnu. Det er en kamp, vi har lige nu. Men med jura og med penge kan man pålægge dem et ansvar for at hjælpe de her ofre og gøre internettet et bedre sted at være, siger Christian Mogensen.