Egentlig er der ingen grund til at gøre dramaet større, end det er. Det taler ligesom for sig selv. Men følgende sammenligning kan måske tjene til forståelse af julestemningen i dansk politik her i december 2017.
Kim Jong-un i Nordkorea har atomvåben - ikke for at udløse en krig, må man formode. Men for at sikre sit eget regime. Donald Trump i USA har også atomvåben - ikke for at fyre dem af, må man håbe. Men for at være stærk nok til at holde freden. Men konfliktniveauet mellem de to mænd er nået til et så voldsomt niveau, at verden holder vejret og nu bare håber på, at den krig, som ingen vil have, ikke går hen og bliver en katastrofal realitet.
Politisk kviksand
Tilbage til julestemningen i og omkring den danske regering. Her er ingen sammenligning med hverken Kim Jong-un eller Donald Trump, men fælles for de to situationer er, at politik ikke altid leder til den bedste løsning. Nogle gange kan politik derimod blive kviksand og trække parterne ned i præcis den sump, de ikke ville ende i.
Realiteterne er sådan her: I skrivende stund er vi nået til 8. december på kalenderlyset. Og Danmark har stadig ikke noget budget på plads for det kommende år. Det er i sig selv pinligt for regeringen. Godt nok har der været et kommunalvalg midt i forhandlingerne, men det er ingen overraskelse, for den tredje tirsdag i hver fjerde november er fast valgdag. Så det er et rendyrket udtryk for, hvor dårligt den blå familie fungerer, at det er nået hertil.
Konfliktniveauet optrappes
Og det er kun blevet værre de seneste døgn. Konfliktniveauet optrappes nærmest time for time, og når de leger med ilden i den borgerlige lade, er der altså en risiko for, at der går ild i høet, og det hele brænder ned. Selvom det slet ikke var meningen.
Udenfor citat er luften tyk af gensidige beskyldninger mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om, hvad de har gjort og ikke gjort i den forhandling om finanslov og skattereform, som har været i gang i måneder. Og selvfølgelig om de udlændingepolitiske stramninger, som Dansk Folkeparti rituelt kræver som betaling for at medvirke til at gennemføre regeringens politik.
Gensidige beskyldninger
I grove træk tegnes der følgende billede på Christiansborgs gange: Helt klassisk beskylder Dansk Folkeparti regeringen for at være for langsom og nærmest uduelig og inkompetent i forhandlingsforløb. Ikke mindst finansminister Kristian Jensen får af grovfilen af partiets kulissekarle, når medierne fodres.
På den anden side beskylder regeringspartierne Dansk Folkeparti for at være kommet alt for sent med dybt komplicerede og skrappe krav på udlændingeområdet. Først efter det ringe resultat ved kommunalvalget, dukkede kravene op. Og da var de uklare og svære at arbejde med, mener regeringspartierne. Dansk Folkeparti mener bare, at regeringen ikke forstod eller ville forstå, hvad der skulle til.
Siden er den mulige opsplitning af finanslov og skatteaftale (og udlændingeaftalen, som er Dansk Folkepartis pris) blevet et krav fra Dansk Folkeparti, og det har fået konflikterne mellem dem og især Liberal Alliance til at nå helt nye højder.
Samuelsen tilbage i træet
Grundlæggende er tilliden fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl så ringe, at de ikke tør lave en finanslov uden at lave en skatteaftale. De frygter simpelthen, at Kristian Thulesen Dahl vil snyde regeringen på målstregen og løbe fra et løfte om at lave skatteaftalen bagefter. Siger de.
Thulesen Dahl på sin side oplever, at Anders Samuelsen nu igen har sat sig højt op i et træ. Og Dansk Folkeparti er i særdeleshed følsom overfor at blive presset i den slags situationer. Kristian Thulesen Dahl er manden, der holder regeringens liv i hænderne, og han forventer at blive behandlet som præcist det.
LA klar til at tage valget
Netop det er en af årsagerne til, at Liberal Alliance i går på et gruppemøde bekræftede sig selv og hinanden i, at de er klar til at tage et valg, hvis Kristian Thulesen Dahl fortsat insisterer på, at han vil have finansloven på plads først, inden han vil lukke en aftale om skat (og udlændinge).
Hvad der foregik på mødet i Statsministeriet ind under midnat i går, hvor kun regeringens absolutte topministre til sidst var til stede, vides ikke. Et godt bud er, at Løkke har forsøgt at få sin udenrigsminister og indenrigsminister til at kravle ned fra deres træ.
I dag er oplevelsen på Christiansborg, at det i givet fald er lykkes dårligt for Løkke. Liberal Alliance virker stadig ubøjelige: De er klar til valg, hvis ikke Dansk Folkeparti giver sig. Og analysen er lige så banal som den er dramatisk: Det ender i et valg, hvis ikke en af de to bøjer sig.
Løkke som overlever
Er det så mere sandsynligt med et valg end med hvid jul? Nej. Det må stadig betragtes som mest sandsynligt, at det valg, som ingen bør have en interesse i, bliver afværget. Også selvom der løber masser af teorier i vandrørene på Slotsholmen om, hvorvidt Dansk Folkeparti måske ligefrem forsøger at fremtvinge et valg. Eller at Liberal Alliance gør.
Igen, igen er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der sidder i en regeringskrise. Han var ellers lige nået dertil, hvor både regeringen og han selv begyndte at få noget, der ligner et tiltrængt momentum. Nu sidder han igen som en ræv fanget i hulen.
Men han har før fundet en udvej i en tilsyneladende håbløs situation. Manden, der ikke vil være statsminister for enhver pris har vist sig at være en eminent overlever, som har stor appetit på at forblive statsminister. Men uret tikker og fronterne fryser.
Et valg er ulogisk. Men som den radikale Niels Helveg sagde: Man skal aldrig undervurdere dumheden i politik.