Meget kan man sige om Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, men det ville være forkert at beskylde ham for ikke at være politisk smidig. Så smidig er han, at hans modstandere ynder at beskylde ham for at være direkte ryggesløs.

Derfor er det også helt usædvanlig dramatisk, når han nu slår hårdt igen på Liberal Alliance og partiformand Anders Samuelsen, der har som ultimativt krav, at alle topskatteydere skal have en lettelse på mindst fem procentpoint ved forhandlingerne om regeringens plan for økonomien frem mod 2025.

Leverer regeringen ikke det, må den vælte, har han ved flere lejligheder sagt. Men nu er Thulesens svar lige så ultimativt: Det kommer ikke til at ske, og hvis ikke Anders Samuelsen dropper sit ultimatum, kan man lige så godt tage det valg, lyder det.

Fra rædselsfuldt til værre

Det er særligt interessant fordi, det altid har har været Dansk Folkepartis mantra, at partiet ikke stiller ultimative krav - i hvert fald ikke offentligt. Ikke en gang i den nuværende situation vil Thulesen Dahl sige, at han ikke vil komme, hvis finansministeren indkalder til forhandlinger.

Nej, han vil møde op og drikke kaffe og høre, hvad de andre fremmødte har at sige. Men forhandlinger bliver der ingen af, hvis Anders Samuelsen sidder på den anden side og ikke vil diskutere sit krav, må man forstå på DF-formanden.

Dermed er det gået fra rædselsfuldt til en hel del værre for regeringens 2025-forhandlinger. Krisen i blå blok vokser dag for dag, og ingen kan forudsige, næste slag. Faktum er, at de fire partier ikke længere bare er uenige og skal igennem svære forhandlinger for at finde løsninger, som det hed for et par uger siden. De er nu på vej ind i noget, der ligner begyndelsen til en blå borgerkrig

Løkkes plan er sønderskudt

I øjeblikket ligner Løkkes forhandlingsplan en sønderskudt flodpram. Meningen var, at de blå partier skulle gå i gang med en nærmest uendelig lang møderække efter den klassiske skabelon: Vi snakker om det, vi er mest enige om først, og så gemmer vi det svære til sidst.

På den måde kan man løsne stemningen op mellem parterne over de mange mødeuger. Få dem til at føle en samhørighed og en art skæbnefællesskab. Når så det svære kommer på bordet, er parterne måske mere forhandlingvillige. Og dertil kommer, at de kan se resultaterne af alt det arbejde, der allerede er lavet med masser af politiske sejre og substans. Resultater de risikere at miste igen, hvis de ikke også finder løsninger på de allersidste svære spørgsmål.

Men den strategi ser stendød ud i øjeblikket, hvor regeringen knap nok kan få parterne til at gå ind i forhandlingsrummet. Og kommer de derind, har de ikke reelt noget at snakke om, for Thulesen Dahl har nu lagt armene over kors.

Næsten forudsigeligt

På de anden side, er det næsten et forudsigeligt træk fra Thulesen Dahl. Man skal huske baggrunden.

Lars Løkke Rasmussen fremlagde sin såkaldte helhedsplan for dansk økonomi på et bagtæppe af politiske problemer. Helt tilbage fra valget sidste år, har det set svært ud for den smalle Venstre-regering, og selv regeringsgrundlaget var således et kæmpe kompromis, hvor netop skatteafsnittet fik lov at stå med nærmest blinkende spørgsmålstegn over, for alle vidste, at Dansk Folkeparti havde problemer med formuleringerne.

Løkke var ikke gået til valg på topskattelettelser. Blandt andet fordi han vidste, at det ville være svært at få igennem med Dansk Folkeparti. Han er ikke modstander af at lette topskatten, men han mener ikke, det er det vigtigste lige nu. Og sagen er da slet ikke værd at risikere magten for. Skulle det være kommet til en situation, hvor det var nødvendigt med topskattelettelser for at få Liberal Alliance og de Konservative med i en skatteaftale, kunne han jo bare smide topskattelettelser ind i ligningen ud fra Anders Fogh Rasmussens gamle devise om, at skattelettelser ikke er noget, man taler om, det er noget, man gennemfører.

Kimen var sået

Men Anders Samuelsen ville tale om skattelettelserne og fik sin topskattelettelse skrevet ind i regeringsgrundlaget som en fem procents "ambition". Her lå allerede kimen til et dramatisk showdown mellem Thulesen Dahl og Anders Samuelsen. Og nu har vi det.

Løkke håbede, at han med et smart trick kunne stille alle tilfredse. En lettelse på fem procentpoint for topskatten på indkomster under en million. Det brugte Liberal Alliance 27 timer på at tygge på, inden Samuelsen spillede ud med en uændret holdning: Fem procentpoints lettelse til alle - eller regeringen må dø.

Men Dansk Folkeparti - og de fleste andre på Christiansborg - anser Liberal Alliances fremgangsmåde for at være politisk umusikalsk, uhørt og uspiseligt. Det normale er, at partierne kræver og kræver båder før og under forhandlinger. Men samtidig at partierne også er klar til at forhandle om sine egne krav.

Kan man ikke give sig, holder man kortene tæt til kroppen og forlader først forhandlingerne, når man har prøvet alt andet. Kan man give sig på kravet, tager man sig betalt ved at lave en aftale, der ganske vist kun delvist gennemføre ens politik. Men det er et skridt på vejen. Til gengæld kan man måske få indrømmelser andre steder, som også kan være vigtige.

Udenfor indflydelse

Derfor mener de fleste - uden for Liberal Alliance - at partiet er i gang med at sætte sig uden for indflydelse, selvom Samuelsen påstår det modsatte. Ingen bryder sig om at forhandle med en pistol for panden, og lysten til at imødekomme partiet på andre punkter forsvinder. Og nu mener Dansk Folkeparti, at Liberal Alliance må smage sin egen medicin i form af en ultimativ afvisning af Samuelsens ultimative krav.

Samuelsen undrer sig over, at et parti vil stå i vejen for et andet partis mærkesag. Men sagen er, at han har gjort det svært for de andre i den borgerlige blok at hjælpe ham, efter at han begyndte at true. Hvis han føler sig presset nu, kan han være helt sikker på, at det bliver værre.

Alene spillet om hvem der er ansvarlig for et eventuelt sammenbrud i blå blok, kan blive både grimt og afgørende for et eventuelt snart forestående valg. Det fyger allerede med beskyldninger mellem LA og DF om, hvem det er, der sætter hele den borgerlige indflydelse på spil.

Det er svært at se vejen ud for regeringen. Hvilket ikke er det samme som at sige, at det er umuligt. Men som dagene går og fronterne bliver fyldt op med kanoner, der vender indad, kræver det stadig større fantasi at forestille sig, at det hele ender godt for det borgerlige flertal. Nogen kommer til at tabe. Spørgsmålet er, hvor mange der skal med i faldet, og hvor hårdt det skal være.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1277520068965181