Et historisk dårligt valg. Faktisk det ringeste i nyere politisk tid.

Sådan kunne vælgernes dom gøres op på valgnatten i 2015. I hvert fald hvis målestokken er opbakningen til de fire gamle partier i dansk politik. Dem man også kalder magtpartierne.

Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative fik tilsammen 53,8 procent af stemmerne. Det svarer til 95 mandater i Folketinget. Eller 9 mandater mindre end ved jordskredsvalget i 1973, da vælgerne for første gang for alvor rystede de gamle partier.

Meget bedre ser det ikke ud i meningsmålingerne op til dette valg. Nogle valgforskere forventer ligefrem en ny bundrekord, når stemmerne er talt op sent om aftenen den 5. juni.

Vilje og nerver til regeringsansvar

Ud over mere end 100 år i historiebogen har de fire partier det til fælles, at de har leveret alle statsministre, siden det nuværende folketing blev etableret med grundlovsændringen i 1953. Det er partier, der dybt i deres dna og partikultur har viljen til at påtage sig regeringsansvar - også når det er svært - og de fire partier har traditionelt stået sammen om udenrigspolitikken, forsvarspolitikken og andre store og tunge samfundsbærende politiske områder.

For at sætte nedturen lidt i perspektiv, så havde de fire partier i 1953 opbakning fra 89 procent af vælgerne og sad på 160 af de i alt 179 pladser i Folketinget. Efter vælgerlussingen i 1973 genvandt de også forholdsvis hurtigt styrken og var i 1990 oppe på 135 mandater.

Vælgernes opbakning til de fire gamle partier er en af de faktorer, der kan bruges som en pejling på tilstanden i dansk politik. Fordi valgforskningen viser en tydelig sammenhæng mellem mistillid til politikerne – som i disse år sætter nye rekorder - og vælgerflugt fra de fire partier. Ligesom vælgere med høj tillid til politikere er mere tilbøjelige til at stemme på S, V, R eller K.

Troløse vælgere og nye partier

Og så har denne valgperiode tydeligt vist, at magtpartiernes vælgerkrise gør det sværere at regere. Mens varslerne for dette valg tyder på, at det kan blive meget vanskeligt overhovedet at danne regering, uanset om det er Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen eller Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der skal stå i spidsen for forhandlingerne.

En af vælgernes reaktioner på tillidskrisen er at vende sig mod nye partier. I denne valgkamp kommer 13 partiledere til at kæmpe om opmærksomheden og om taletiden, når tv-stationerne holder partilederrunder. Og der er noget at kæmpe om, for valget i 2015 satte også rekord i troløshed. Fire ud af ti vælgere skiftede den gang parti, og mindst lige så mange ventes at gøre det denne gang.

Samtidig udfordrer flere af de nye og nyere partier spillereglerne i det højt besungne danske samarbejdende folkestyre. Som da Liberal Alliance forsøgte sig med ultimative krav til statsministeren om topskattelettelser, selv om kravet var lige så umuligt at levere politisk, som det var ultimativt.

Når Nye Borgerlige stiller ufravigelige krav om udlændingestramninger, der ikke kan gennemføres uden at bryde med Danmarks internationale forpligtelser. Eller når Alternativet melder sig helt ud af de velkendte blokke og peger på sin egen leder som statsminister på trods af, at partiet kun har opbakning fra nogle få procent af danskerne, og ingen andre partier står bag hans statsministerdrøm.

Og så er der højreekstremisten Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs, der går til valg på et program, der er i strid med både de internationale konventioner og adskillige paragraffer i grundloven. Paludans bevidste provokationer med f.eks. afbrænding af muslimernes hellige bog, koranen, kan også betyde, at valgkampen kommer til at foregå med langt mere drama og under markant mere politibevogtning, end danske politikere og vælgere er vant til.

Ingen radikale i ministerbilerne

Vælgerkrisen har betydet opbrud i de klassiske politiske blokke.

Socialdemokratiet har skippet sin gamle regeringspartner, De Radikale, og 25 års strategi med at gå til valg på SR-regeringssamarbejde efter devisen: Besværligt med, men umuligt uden. Til gengæld har Mette Frederiksen valgt at opbygge en ny politisk alliance med den gamle ærkefjende Dansk Folkeparti.

De Radikale har reageret med at stille en række krav og betingelser for at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Også flere, som hun meget bastant har afvist at imødekomme. Samtidig har de radikale krav til Socialdemokratiet presset både Enhedslisten og Alternativet til at skrue op for retorikken og prisen for at sikre Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet.

Valget kommer – alle tilbage i blokkene

Venstre har i denne valgperiode skullet håndtere at være statsministerparti med et både større og i hvert fald indtil for nylig meget selvbevidst Dansk Folkeparti som støtteparti. Tilmed et støtteparti, som har flirtet åbenlyst med Løkkes hovedmodstander, Mette Frederiksen.

Alliancen mellem S og DF har forhindret flere af Lars Løkke Rasmussens politiske planer – og tvunget ham ud i andre. Senest har de to partier presset Løkke til politisk aktion i spørgsmålet om pension til nedslidte.

Men i slutspurten op til valgudskrivelsen er den gode gamle logik igen trådt i kraft: Valget kommer – alle mand tilbage i blokkene.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har de seneste uger indgået flere store politiske aftaler med regeringen. Aftaler, som skal bruges til at fremvise blåt samarbejde i valgkampen. Det gælder infrastrukturplan, sundhedsreform og den nye aftale om seniorpension til nedslidte, der er blevet akkompagneret af hård kritik af Socialdemokratiets udspil om tidlig folkepension til dele af arbejdsmarkedet. Også fra Thulesen Dahl.

Nu svigter vælgerne også Dansk Folkeparti

Pensionsaftalen er ligefrem lavet med både Dansk Folkeparti og De Radikale, så der er lagt snubletråde ud for Mette Frederiksen, hvis hun som ny statsminister skal i gang med at skaffe flertal for sit pensionsforslag.

Tabet af mandater og den politiske svækkelse betyder også, at de fire gamle partier ikke længere har samme styrke til at stå sammen om svære beslutninger af den slags, regeringsmagten indimellem kræver. Det har ofte været en forudsætning for den politiske vilje, at Dansk Folkeparti også var med.

Dansk Folkeparti har igennem årene haft talent for både at stjæle vælgere fra de borgerlige partier og fra Socialdemokratiet. Og efterhånden er Dansk Folkeparti blev så stort og så magtfuldt, at partiet nu selv oplever at blive presset af nye og mere oprørske partier. I månederne op til valget har Dansk Folkeparti for første gang i partiets knap 25-årige historie oplevet en alvorlig vælgerkrise.

Finder magten nye veje?

Dansk Folkepartis svar på politisk opbrud og vælgerflugt er at skabe et politisk stærkt alternativ til de gamle magtpartier. Et fasttømret samarbejde mellem Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, som kunne sikre et solidt og stabilt flertal, der var uafhængigt af de mindre partier på begge sider af den politiske midte.

Det kunne være en V-DF-regering i fast samarbejde med S. Eller en SV-regering i fast samarbejde med DF. Alt efter hvordan vælgerne sammensætter Folketinget.

Lige nu forekommer det scenarie politisk urealistisk – også selv om tanken ofte drøftes over kaffekopper og fyraftensøl på Christiansborg. S og V kæmper alt for indædt om statsministerposten og for at holde samling på hver deres blok.

Men hvis opbrud, vanskeligheder med at regere landet og magtpartiernes vælgerkrise fortsætter eller ligefrem forstærkes, så kan magten måske finde nye veje.