Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der lige fik lyst til at lave noget helt andet end at bestride de fineste, mest betroede og ophøjede poster i landet som ministre i hendes majestæts regering.

Brian Mikkelsen - konservativ prins og kongemager gennem snart tre årtier - ville pludselig hellere være lobbyist og blive inviteret til møder i det ministerium, han lige havde været minister for. Så kan han påvirke ministeriet til at træffe fordelagtige beslutninger for hans nye arbejdsgiver.

Farvel til Pind, Bock og Riisager

Søren Pind - magtspiller og liberal ideolog i Venstre - ville bare ikke mere. Og da han ikke kunne bliver formand for Det Kongelige Teater, har han nu brugt nogle måneder på at tænke sig om. Nu skal den tidligere forskningsminister og tidligere justitsminister arbejde med cybersikkerhed.

Mette Bock - Liberal Alliances kulturminister med en fortid hos både de Radikale og SF - er nu både minister og spidskandidat til Europa-Parlamentet og har altså placeret sig med det ene ben ude af sit ministerium.

Og nu er det så undervisningsminister Merete Riisager (LA), der har fået lyst til at komme ud af Christiansborg for at se sin mand dybt i øjnene og lave lektier med børnene. Det kan mange nok godt forstå. Men faktum er, at det er en svækkelse af Lars Løkke Rasmussen, at så mange mister modet og troen på regeringsprojektet så kort før valget.

DF siger nej til Liberal Alliance

Liberal Alliance fastholder, at partiet går til valg på at fortsætte i regeringen. Men de kolde facts er, at Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl allerede klart har tilkendegivet, at han ikke agter at støtte en regering, hvor det lille besværlige liberale parti indgår. I det lys giver de to LA-ministres meldinger en slags mening.

Men det ændrer ikke ved, at de samtidig signalerer, at de slet ikke tror på, at en sejr er mulig. Og hvis antallet af ministre, der får en utrolig lyst til at lave noget mere meningsfyldt med deres tilværelse, stiger, så kan Løkke ende som Komiske Ali, når han indgyder kampvilje og tro på, at næste valg kan vindes.

Dertil kommer, at synet på ministergerningen som en man bruger til at komme videre til noget andet på sin karrierevej, heller ikke ligefrem signalerer, at man arbejder i en større sags tjeneste.

Borgerlig pessimisme

Nogle anser ministergerningen for at være en slags borgerligt ombud. Bliver man tilbudt posten, kan man nærmest ikke tillade sig at takke nej. For landets skyld.

Hvad Løkke tænker, holder han klogeligt for sig selv. I både Mette Bocks og Merete Riisagers tilfælde undgår han dog at skulle til dronningen og udpege nye ministre og dermed blive udstillet som en general, der bliver forladt af løjtnanterne.

Alligevel er det nærliggende at tro, at han gerne havde set, at de to ministre bare havde gjort det, der er normal kutyme: Blevet på deres poster og kæmpet med næb og klør for at få dem igen.

Det havde signaleret ægte optimisme og borgerligt sammenhold. Nu ligner det nærmere borgerlig pessimisme og sammenbrud.