SF havde valgt at gennemføre weekendens landsmøde i Kolding med omkring 500 folkesocialister på trods af faren for corona-smitte i større forsamlinger.

Man hæftede sig ved grænsen på 1.000 deltagere og kaldte derfor til hyldest af partiformand Pia Olsen Dyhr, vedtagelse af en ny socialpolitik – og almindelig kollektiv tilfredshed med SF's tilstand.

Det sidste er der sådan set også god grund til. Det gode skib SF sejler stille og roligt af sted med kaptajn Dyhrs hånd på roret og styrmand Jacob Mark med på broen.

Der intet tilbage af den uro, som opstod før, under og efter regeringsdeltagelsen efter valget i 2011.

Nok så interessant: Der er heller ingen kritik, undren over eller udfordring af den politiske strategi, SF følger disse år.

Man kunne kalde det Dyhr-doktrinen, og den er på sin vis klassisk old school SF – det er en strategi, partiet har haft som udgangspunkt det meste af sin levetid. Helt siden stiftelsen i 1959.

Vejen til magt går gennem S

Omdrejningspunktet for denne strategi er den enkle, at SF's vej til magt og indflydelse i høj grad går gennem et andet parti, nemlig Socialdemokratiet. Hvad enten man som folkesocialist kan lide det eller ej.

I Pia Olsen Dyhrs aktuelle version er det derudover afgørende, at der er en tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet, venstrefløjen og så De Radikale. Det er det, SF-formanden i sin tale lørdag adskillige gange omtalte som centrum-venstre. Og som hun gerne ser styre Danmark de næste otte år. Mindst.

Derfor bekymrer det hende, når de radikale laver soloridt (Dyhrs udtryk) og Enhedslisten truer med at vælte klimaministeren.

Selv har Olsen Dyhr og SF en anden tilgang. De vælter ikke en socialdemokratisk statsminister. De truer ikke engang med det.

Vil stille krav ikke vælte

Den tilgang er SF's medlemmer tilfredse med. Og omkring syv procent af vælgerne er det også, hvad der viste sig ved valget i juni 2019, da SF fordoblede sit mandattal fra syv til 14.

Forudsætningen for den støtte – fra partiets græsrødder og især fra vælgerne – er givetvis, at man oplever, at SF også har indflydelse. At de 14 mandater ikke bare støtter Mette Frederiksens S-regering, men også får noget igen.

Og dét kan måske blive SF's vigtigste udfordring de næste år. At SF ikke bare får indflydelse ud af det tætte samarbejde med regeringen – også på det uformelle niveau mellem Dyhr og Frederiksen – men at det også bliver lagt mærke til.

Heri ligger forklaringen på, at SF's formand brugte en del af landsmødet på at redegøre for SF's fingeraftryk på den førte politik, for eksempel på børneområdet.

Heri ligger forklaringen på, at der også var små hip til statsministerens ansvar for at skabe et godt samarbejde i centrum-venstre.

Og heri ligger også forklaringen på, at hun lige måtte præcisere, at SF godt kan finde ud af at stille krav, der koster regeringen noget.

- I kan jo blot kigge på mit navn. Pia Olsen DYHR.

Så ved statsministeren det. SF's formand vil kræve. Men hun vil ikke vælte.