Hvis regeringen og Dansk Folkeparti havde barslet med deres sundhedsreform på et supersygehus, havde der været tale om en særdeles kompliceret fødsel med behov for topprofessionel ekspertise for at afværge katastrofen. Og barnet ville nu ligge i kuvøse.

Men håbet lever stadig på den blå fødestue på trods af den besværlige start.

Faktum er, at det er omtrent ti måneder siden, statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med afslutningsdebatten i Folketinget bekendtgjorde sundhedsreformens komme.

Modstand fra Venstres egne

Efter talrige udsættelser præsenterede regeringen så endelig i januar sit udspil, som blandt andet indeholdt en nedlæggelse af de udskældte regioner. Vise mænd vrængede på næsen, og Venstres egne profiler i regionerne anført af formanden for Region Syddanmark og Danske Regioner, Stephanie Lose, agerede ikke just loyalt overfor statsministeren.

Sammen med folk som den politisk forsmåede stemmesluger, Søren Gade, og den stærke borgmester i Herning, Lars Krarup, hældte Venstres egne tværtimod benzin på det bål, Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj havde tændt ved håndfast og effektivt at beskylde regeringen for at være i gang med en kæmpe centraliseringsøvelse. Mere København og finansministeriel djøf-logik. Mindre nærdemokrati og tid til omsorg, lød angrebene.

Den fortælling var det eneste, regeringen ikke havde brug for. Og stik den modsatte af hvad hele reformen skulle handle om. Den skulle jo netop handle om at styrke det nære sundhedsvæsen. Om at sikre borgerne i hele landet en ensartet behandling, der endda skulle rykke tættere på. I øvrigt en målsætning, ingen har været uenige i.

Kolde københavnske hjerter

Efter en problematisk lang fødsel ligger der altså nu endelig en plan for, hvordan sundhedsvæsnet skal se ud, hvis regionerne ikke længere skal være omdrejningspunktet. Oppositionen angriber stadig regeringen for at satse på centralisering og kolde københavnske hjerter.

Løkke erklærede på pressemødet i Spejlsalen i Statsministeriet flankeret af prinsen af provinsen, DF-formand Kristian Thulsen Dahl, at det er ”nærhed, nærhed, nærhed, nærhed hele vejen rundt” i den blå reform.

Mette Frederiksen svarede senere i Folketingssalen igen ved at afkræve Løkke et svar på, hvem der fremover skal bestemme, om et givent sygehus skal lukke. Det svar forblev relativt uklart, men bliver sundhedsreformen vedtaget, vil Folketinget fremadrettet - læs "nok især regeringen" - få et medansvar for "eventuelt kommende strukturændringer".

Og så brugte Mette Frederiksen lejligheden til at beskylde Løkke for med den seneste strukturreform fra 2007 at have stået for "centalisering, centralisering, centralisering", og at han nu er i gang med at gentage øvelsen: "Centralisering, centralisering, centralisering," gentog hun.

Kampen om historiefortællingen

Det er her kampen står. Grundlæggende handler uenighederne om for eller imod regionernes overlevelse.

Nu drager både Løkke, adskillige ministre og repræsentanter for Dansk Folkeparti ud i landet for at forklare og forsvare planen - noget, Kristian Thulesen Dahl var noget nølende med i begyndelsen. Men nu handler det simpelthen om at vinde historiefortællingen, for sundhedspolitik kan afgøre valget.

Så det helt store spørgsmål er, om Socialdemokratiet og venstrefløjen (og Stephanie Lose) kan overbevise danskerne om, at regionernes overlevelse sikrer nærhed og demokratisk forankring. Eller om regeringen og Dansk Folkeparti kan overbevise danskerne om, at en helt ny struktur er løsningen, selvom det betyder farvel til regionerne.

Regeringen vil argumentere med en noget kringlet ny struktur med 21 sundhedsfællesskaber omkring de bestående akutsygehuse, hvor blandt andet de forskellige kommuner skal repræsenteres. Nye direkte valgte patient- og pårørenderåd, som får en slags høringsret. Og så det mest potente i en valgkamp: 8,5 mia kroner i en nærhedsfond, som blandt andet skal bruges til at skabe 35 sundhedshuse og 20 akutberedskaber spredt ud over landet.

Løkkes politiske hjemmebane

Hele tænkningen i Venstres valgplanlægning har handlet om, at Lars Løkke skal ud og slås på sundhedsområdet. Både fordi det er noget af det, vælgerne går allermest op i. Og fordi det er noget af det, Lars Løkke Rasmussen kan allerbedst. Det er hans politiske hjemmebane.

Han kan med rette tage en stor del af æren for det sundhedsvæsen, Danmark har i dag. Han kan fremvise resultater, og han kan substansen med en embedsmands sans for detaljer. Og ingen bestrider hans evner som debattør og politisk fighter, når valgkampen kører.

Det store spørgsmål er bare, om sundhedsreformen nogensinde vil blive mødt af så meget varme fra vælgerne, at den vokser sig ud af den politiske kuvøse. Uden en valgsejr til blå blok, bliver reformen ikke til noget – i hvert fald ikke den del, der handler om at nedlægge regionerne.

Løkke kan sige ”nærhed” nok så mange gange i samme sætning. Hvis danskerne ikke lytter til ham længere, er det lige meget.

Forløbet om tilblivelsen af sundhedsreformen har fået den til at stå i et koldt bureaukratisk lys. Spørgsmålet er, om det simpelthen er for sent at vinde den dagsorden.