Når præsident Donald Trump lander i København 2. september, er han den fjerde amerikanske præsident i træk, der besøger lilleputlandet, som med Barack Obamas gentagne refræn ”kæmper over sin vægtklasse”.

Det er et besøg, der alene ved det faktum, at det finder sted, understreger Danmarks position som en af USA's mest stabile europæiske allierede i en opbrudstid. Det er et besøg, der markerer en ny sikkerhedspolitisk dagsorden i Arktis i takt med Ruslands militære opbygning og Kinas voksende engagement, hvor USA efter mange års tornerosesøvn er vågnet til handling. Og det er et besøg, der selvom det formentlig sker på amerikansk initiativ, baserer sig på mange års dygtigt dansk diplomati.

Clinton, Bush og Obama

Da Bill Clinton optrådte på Nytorv i København under sit besøg i 1997, ville begejstringen ingen ende tage. I Danmark var vi vilde med Clinton og hans demokratiske Amerika.

Da George W. Bush holdt sin fødselsdag den 6. juli 2005 med både dronningen og statsminister Anders Fogh Rasmussen i Danmark, var vi allerede i aktion i Afghanistan og i den langt mere kontroversielle ”koalition af frivillige” i Irak.

Fundamentet i det dansk-amerikanske forhold holdt, og Anders Fogh Rasmussen var en årlig gæst hos Bush – trods regelmæssig dansk kritik af Guantanamo. De to cementerede den dansk-amerikanske alliance med et tæt personligt venskab. Præsident Obama var to gange i Danmark i 2009, først i forsøget på at sælge Chicago som OL-vært - det gik ikke - og så til klimatopmødet.

Appelsin i turbanen

Nu har Trumps rådgivere funderet over, hvem han kunne besøge i forbindelse med rejsen til Polen, hvor han 1. september skal deltage i mindehøjtideligheden på 80-årsdagen for den tyske invasion i 1939.

De kunne have foreslået et af de baltiske lande. Sverige ville være udelukket på grund af rapperen A$AP Rockys aktuelle retssag. Så var der Danmark, der igen og igen stiller op for alliancen – selvom vi ikke betaler vores to procent til Nato. Og det blev Danmark.

For en spritny statsminister som Mette Frederiksen er Trumps besøg en appelsin i turbanen. Hun har været statsminister i mindre end tre måneder og kan så bagefter briefe sine allierede i EU og Nato om Trumps besøg.

Og ja – det bliver besværligt. Der vil være demonstrationer. Der vil komme politiske protester. Statsministeren skal med diplomatisk snilde fortælle Trump, at global opvarmning rent faktisk sker, at Paris-aftalen er en god aftale, og at vi nok skal levere mere til Nato. Handelsforbindelserne er ok, men ikke uproblematiske. Novo Nordisk, Vestas og flere danske firmaer er langt fra sikret mod konsekvenserne af den tumult, der breder sig i den internationale handel som en konsekvens af både Trumps tweets og beslutninger. Det kan alt sammen håndteres.

Hvad vil Trump have?

De tunge emner, som amerikanerne vil diskutere, og som kan komme til at koste på det danske statsbudget, vil være udviklingen i Arktis, på Grønland og de fortsatte danske bidrag i Mellemøsten.

Afhængig af hvad USA beslutter om den amerikanske fremtid i Irak og Syrien, så har amerikanerne fortsat et ønske om allieredes tilskud til de aktiviteter, der fortsætter i det nordøstlige Syrien.

Amerikanerne har også et ønske om allieret indsats for at sikre skibsfarten gennem Hormuzstrædet i den eskalerende konflikt med Iran. Og man vil i Washington mene, at Danmark helt naturligt deltager. Danmark er verdens femte-største søfartsnation, og i forsvarsministeriet Pentagon er man helt på det rene med, at Mærsk i mange år har fragtet enorme mængder amerikansk militært udstyr verden over.

Og så er der Arktis. Amerikanske administrationer slumrede sød tornerosesøvn i årtier, mens først fredsommeligt arktisk samarbejde tog fart, derefter et samarbejde, der blev præget af en voksende kinesisk interesse for at være aktiv spiller i Arktis, der så faldt sammen med Ruslands markante militære opbygning i Arktis. Tilsæt dertil det stadig tættere russisk-kinesiske militære samarbejde, der senest har vist sig i de første fælles militære øvelser mellem russiske og kinesiske jagerfly.

På den sikkerhedspolitiske konference i München i februar i år afviste russerne enhver påstand om en militær russisk oprustning i Arktis. Men på det seneste møde i Arktisk Råd i Finland skruede den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo bissen på. Han kritiserede både Rusland og Kina i et bistert ordvalg – og amerikanerne har fulgt ord op med handling.

Pompeo var forbi Island, hvor USA er parat til at indtage den forladte Keflavikbase igen, og han advarede islændingene mod at spille på flere heste.

Grønland som nøglespiller

Her er det, Grønland bliver en nøglespiller – og derfor skal Trump også møde Kim Kielsen, formanden for Grønlands Landsstyre, under sit besøg i København.

De skal tale om Thulebasen. De skal tale udvidet amerikansk adgang til Grønland. De skal tale om større amerikansk repræsentation i Grønland. Og de skal tale om, hvordan de voksende omkostninger skal gøres op.

Der er en uløst konflikt om, hvem der skal servicere Thulebasen, og hvem der skal betale. Der er problemer med massiv oprydning efter tidligere amerikanske installationer, der aldrig er blevet udført. Og der er finansieringen.

Men der er først og fremmest tale om, at det sidste årtis fortælling om, at alle berørte nationer kunne samarbejde fredeligt i Arktis, er blevet afløst af endnu et militært kapløb. Og USA har brug for Danmark og Grønland for at komme tilbage på banen.

Så Donald Trumps besøg i Danmark 2. og 3. september bliver et vigtigt besøg. Og selvom de politiske forskelle på Mette Frederiksen og Donald Trump er massive, så er det stadig to allierede, der mødes.